Monday, January 24, 2011

Dobbeltstrik og silkekokoner

Jeg har fået pustet liv i et lidt ældre projekt - nemlig mit dobbeltstrikkede tørklæde. Jeg var gået igang med det, havde i et anfald af stædighed (hvilket bestemt ellers ikke ligger til mig) købt Drops Alpaca, "for der er i hvert fald ikke noget, der skal kradse på MIN hals!!" Intentionen var god nok, det strikkede stykke blev bare ikke særligt jævnt og pænt at se på, og jeg var RIGTIGT tæt på at trevle skidtet op og opgive projekt dobbeltstrik. Men......... så kom vi heldigvis til at snakke om dobbeltstrik inde i Garnhjørnets strikkecafe, og det var der da flere, der rigtig godt kunne tænke sig at lære! Og holde sin mund kan fruen jo ikke, så det endte med, jeg lovede at lave lidt materiale og en prøve omkring emnet.
Og da jeg så kom hjem og fik gravet strikketøjet frem (og på det tidspunkt havde jeg ikke engang strikket rapporten 1 gang endnu!!), tænkte jeg, at det vist alligevel lige skulle have en chance. Så nu strikker jeg lystigt videre på det fine tørklæde - er igang med mønsterrapport nr. 4 (ud af 8 ialt). Jeg strikker SLAVISK efter Annette Danielsens opskrift i bogen Strik naturligvis. Og jeg tror faktisk, tørklædet bliver meget godt - især efter en gang dampning.

På spindesiden er det silkekokonerne, der bliver spundet til garn i øjeblikket. Sidst i februar afholder Spindeforeningen generalforsamling på Lilleskov Teglværk, hvor Birthe og jeg har lovet at lave en lille workshop omkring effektgarn. Jeg har valgt at kaste mig over silkekokonerne, så jeg er i FULD gang med at spinde prøver.

Jeg har tvundet silkekokon-tråd med angora fra kaninerne, jeg har kartet rester af silkekokoner sammen med merino, og jeg har (som ovenstående billede viser) spundet silkekokon-tråd sammen med sort alpaca. Sidstnævnte garn er faktisk blevet SUPERFEDT, blødt og lækkert, og udseendet af garnet får mig til at tænke på blyindfattede ruder.



Monday, January 10, 2011

Spinding af silkekokoner

video

Jeg har for snart længe siden l0vet en lille video omkring spinding af silkekokoner. Den er hermed en realitet - nu håber jeg bare, kvaliteten er okay. Det er pærenemt at spinde silkekokoner, det eneste, der kan være svært i den forbindelse, er at finde frem til enden af tråden, hvis den skulle smutte igennem piben for mig. Af den grund spinder jeg ikke en hel spolefuld; men nøjes med at fylde spolen ca. en tredjedel op. Så er der grænser for, hvor galt det kan gå, hvis det skulle begynde at drille;-)

Monday, January 3, 2011

Godt nytår


Jeg vil gerne begynde dette indlæg med at ønske jer alle et rigtigt godt nytår. Forhåbentlig blev jeres nytårsaften mange gange bedre end min - jeg blev syg, og det er altså ikke særligt fedt! Men der er intet at stille op, så nu venter jeg bare på, snotnæsen og hosteriet lige så stille skal forsvinde. Imens jeg hoster og pudser næse, får jeg tid til f.eks. at få gjort den sidste lille tunika (Rasmilla design; men det behøver jeg vel ikke fortælle jer) færdig og få syet knapper i dem alle 3. De er til vores kære børnebørn, der har fødselsdag i henholdsvis januar, marts og maj.

Jeg er også igang med lidt til mig selv, nemlig sjalet Camomille. Det bliver noget så super-duper-gramse-vamse-lækkert kan jeg godt fortælle jer. 1 tråd af Isagers Alpaca nr. 1 og 1 tråd af noget af mit håndspundne garn, der består af 1 tråd cashmere og 1 tråd håndindfarvede silkekokoner. Mums siger jeg bare.


Og her lige et nærbillede af sjalet. Mit håndspundne garn har nok virket temmelig kulørt på mange; men brugt på denne måde bliver det slet ikke spor "cirkus-agtigt" og rodet at se på.