Wednesday, September 21, 2011

Bryllup


Der har været travlt her på matriklen - temmelig travlt endda. Min ældste bonusdatter har nemlig sagt ja til sin Troels, så de er nu mand og kone. Det giver i sig selv jo ingen speciel travlhed for os, men.................de havde spurgt, om de måtte holde brylluppet her på Kornvangen, hvilket vi naturligvis straks sagde ja til. Den slags indebærer en vis arbejdsindsats; men dagen blev lige præcis, som de havde ønsket sig, og vi havde også en rigtig god fornemmelse under hele arrangementet.
Bloggen vil så absolut have billedet herover til at ligge ned, og jeg kan ikke finde ud af at rejse det op igen, så I må bære over. Men bemærk venligst både den stolte faders striktrøje (og ja, Kaffe Fassett HAR rent faktisk set den - og beundret den højlydt!!) samt brudens sjal. Det er strikket af den stolte bonusmor (jeps - det er mig!!) af håndspundet garn. Jeg spandt 200 g garn for noget tid siden, og Anne havde da også set garnet og beundret det (1 tråd silke og 1 tråd angora fra vores 2 små uldtotter). Mønsteret jeg valgte krævede så blot MERE end 200 g, så jeg måtte i krig med at spinde noget mere. Og da vi samlet har haft mindre end 1 måned til at arrangere brylluppet i, kan jeg godt sige, jeg har været TEMMELIG presset. Heldigvis har jeg fået masser af god hjælp, bl.a. fra mor, der f.eks. tilbød at sy risposerne. Jeg havde broderet på stoffet (initialer og dato); men mor syede poserne og fyldte dem med ris.

Her ses skjoldet til æresporten, som også mor og far skal have æren for. 

Vi havde en aldeles vidunderlig dag med skøn mad fra Receptionisten, rundtur i haven, fotografering af hele selskabet ude ved æresporten, bryllupskage, brudevals, klipning af sokker osv. osv. 

Og nu er det så blevet hverdag igen med alt, hvad dertil hører. Huset ligner igen sig selv, og jeg er så småt gået igang med lidt nye håndarbejdsprojekter, som der meget snart vil blive berettet lidt om.