Thursday, May 31, 2012

Fest-forberedelser

Vi har været lidt i viks her på Kornvangen den sidste tid. En fest skal nemlig holdes - den løber af stabelen på lørdag, og når der sådan skal gøres anstalter, står hele huset (og haven) næsten på den anden ende. Een af de mange fordele ved sådan at få gæster, er, at vi kommer ud i krogene både ude og inde. Vi får ryddet op, smidt væk og gjort rent. Og der bliver nu så pænt over det hele:-)

Jeg har lagt en slagplan - hver dag i denne uge har sine specielle punkter, og først når alt er streget ud, er det ok at sætte sig med strikketøjet - velfornøjet med dagens dont. Sådan bliver det osse idag - første linje, nemlig "handle" ER streget, så nu mangler jeg bare lige det sidste:-) Uah som vi dog glæder os - og både Søren og jeg har små hemmeligheder. Det bliver SÅDAN en god dag - det kan jeg mærke allerede nu!

Wednesday, May 16, 2012

3 af 3 færdige

Så blev tredje og sidste udgave af Annette Danielsens "Det er ganske vist" færdig. Fødselsdagsgave til vores ældste barnebarn, som fylder 7 år den 27. maj. Tju-hej som det går - jeg er færdig i god tid (for en gangs skyld). En stor tak til Mor, der begejstret sagde ja til at strikke den ene af de 3 kjoler. Jeg kunne ikke helt overskue at skulle strikke 3 stk af samme model:-)

Saturday, May 12, 2012

Vindblæst lørdag

Imens jeg har sovet tungt og godt efter en god arbejdsdag i Bilka, har Søren været i viks. Han har brugt de sidste sten af den ret betragtelige bunke, vi en overgang havde liggende i vores "sandkasse". Nu er der ryddet op, og stenene pryder på smukkeste vis rundt omkring i haven. Han har hældt en betonblanding med godt med sand i ud omkring stenene, så vi satser hele butikken på, det osse giver mindre lugearbejde, hvilket vi synes, vi har rigeligt af. Haven er blevet rigtig fin, synes vi begge.
Og som belønning fik Søren så lov at bestemme, hvilken kage jeg skulle røre sammen. Valget faldt på en mazarinkage, som nu står i ovnen. Det ER nu en dejlig lørdag - osse selvom det blæser, så det halve kunne være nok. Gad vide, om teltene stadig står i Saltum, hvor der er Uldfestival i weekenden, og hvor jeg for første år ikke er med:-((((((