Friday, March 23, 2007

Begyndelsen til en veste-poncho-ting


Så mangler jeg kun liiiiiiige, at skidtet vil tørre i en hulens fart, for disse 3 filtede stykker skal jo ikke bare se sådan ud. Næh, de skal syes sammen på een eller anden facon, og der skal maskinbroderes derpå og måske osse pyntes med lidt perler og kram. Så for min skyld må det gerne blæse lidt endnu herude på terrassen, så den sidste fugt kan blive fortrængt. HURTIGT, TAK!!!

Thursday, March 22, 2007

En dejlig gave


Prøv lige og se, hvad denne skønne kvinde har sendt mig...... ER det ikke bare vidunderligt? Og jeg vidste bare helt præcis, hvad det skal bruges til straks jeg åbnede pakken. Jeg skal filte, skal jeg, og jeg skal maskinbrodere. Og af kidmohair-garnet skal jeg enten hækle nogen fine borter, små ærmer eller lignende. Eller måske strikke, det har jeg endnu ikke afgjort. Men flot skal det blive - det håber jeg i hvert fald. Det færdige produkt, der ligger inde i mit hoved, ser i hvert fald ret ok ud!!!!!! Men det kan I så selv bedømme, når det bliver færdigt.
Væven står bommet og klar til sølning - der er angora fra Nette på rokken, jeg har gang i et Kaffe Fassett-broderi og hold op, hvor har døgnet bare OVERHOVEDET ikke timer nok i øjeblikket. Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og det skal vi ikke nyde noget af her i huset, så jeg iler videre............

Wednesday, March 21, 2007

Udfordring!!



Dette er et kamgarn, som jeg har købt i GarnGalleriet for snart længe siden. Tyndt som bare det og helt perfekt at væve med. Troede jeg da, indtil jeg begyndte at vinde det første af 2 fed op. Hmmmmm, min tålmodighed blev faktisk sat på en alvorlig prøve. Der var nok ca. 100 brud på garnet i løbet af de 100 g - det så faktisk ud, som om garnet var blevet brændt under farvningen. Jeg skyndte mig at ringe til Birthe, som kunne opklare for mig, at det ikke var et garn, HUN havde farvet men derimod havde købt det af Karen Noe for længe siden. Nå; men vi fik lige en snak om dette hersens garn - jeg blev enig med mig selv om bare at bruge det til islæt - jeg orker ikke rigtig en trend, hvor trådene springer for et godt ord.

Da jeg så kom igang med fed nr. 2, var alle problemer som blæst væk. Heldigvis, for det gør nemlig, at jeg alligevel holder fast i min første tanke om at bruge garnet både til trend og islæt. Men............ jeg var jo alligevel kommet til at tænke lidt (og nej, det er IKKE en overdrivelse!) Lidt sjov skal der vel osse være, så jeg gik i kælderen for at se, om ikke den skulle byde på gode ideer og spændende garner.......
Jeg besluttede mig for, at disse 3 garner, der er vundet på cones, må kunne bruges til noget fornuftigt. Farverne er altså ikke helt rigtige, skulle jeg hilse og sige. Det lyse garn nederst i højre hjørne er tykkere end de øvrige kvaliteter - det skal der nok komme noget sjovt ud af.
Det er heldigt med sådanne udfordringer ind imellem - tænk, hvor kedeligt tørklæderne måske ellers var blevet. Hurra for Birthe og Karen Noe og alle livets små bakker!!

Tuesday, March 20, 2007

Jeg er så glad for min cykel.... tra la la....




Underlig overskrift, tænker I måske!! Ja måske......... og dog. Forklaringen er såmænd bare den simple, at jeg idag har været i Bilka hele 2 gange på cykel (det er ialt ca. 30 km) foruden at have været på biblioteket sammen med Søren, osse på cykel (ja altså - ikke INDE på biblioteket men derind og hjem igen, ikke??) Vejret er helt aldeles vidunderligt, vi tog frokosten på terrassen i strålende solskin og helt vindstille vejr.

Jeg måtte også lige ud og have et par billeder fra haven - er der noget at sige til, man bare er glad og i godt humør??

Synet af disse skønne blade, der lover for kommende lækre desserter som f.eks. panna cotta med skøn, skøn rabarberkompot til kan for alvor få tænderne til at løbe i vand. Panna cotta kan iøvrigt varmt anbefales, både når man lige hurtigt skal knalde en dessert sammen til et par stykker, og når der er halve eller hele fodboldhold, der skal mættes. Nemt og hurtigt og ikke noget med en stresset værtinde, der er lidt i tvivl om, hvorvidt desserten skal op af fryseren 15 eller 30 min. før servering. Næhhhhh, skidtet skal bare vendes ud af formen, og så er vi klar til afgang. Et ekstra plus er, at det smager himmelsk.

Monday, March 19, 2007

En herlig dag i Vissenbjerg


Det var en fin messe, der var arrangeret i Vissenbjerg! Mange boder med fine, fine ting, der kunne friste mangen en besøgende til at fiske pungen op af tasken. Min mor havde tilmeldt sig et kursus i Freeform hækling og strik med Prudence Mapstone, og nu er hun (min mor altså) OSSE bidt af freeform-feberen. Dog mente hun nok, det garn hun brugte under en 3-timers workshop blev lidt for godt betalt - hun skulle faktisk give 75,- kr for det, og enhver, der har prøvet at freeforme ved, hvor lidt man når på den tid. Jeg mener, HP-gruppen, der sponsorerer garnet til disse seancer, ville stå sig rigtig godt ved at lave nogen fine poser med små garnnøgler i afstemte farver til hvert kursus - den enkelte kursist kunne så vælge en pose med garnfarver efter dennes smag. Garnet koster jo ikke meget for firmaet, kursisten ville være igang med at lave nogen lapper og kunne så gå hjem og fortsætte anstrengelserne og måske endda få noget godt ud af de små lapper........
Nå, men for nu lige at vende tilbage til resten af messen, så var der mange fine boder med f.eks. patchwork, papir, filt, orkis, knipling, sy- og broderimaskiner osv. osv. Birthe og Dorthe passede GarnGalleriets bod, der var så fin, så fin og dejligt farvestrålende.Se bare billedet herunder:

Der var også forskellige ting og sager udstillet langs hallernes vægge, her har jeg indfanget 3 meget flotte, broderede postkort. Der var mængder af skønne ting og sager, man kun kunne gå og blive inspireret og glad i låget af at gå og kigge på.

Jeg fik uddelt nogen visitkort fra Spindeforeningen og var rundt i forskellige boder for at gøre reklame for foreningen. Jeg håber og tror på, denne messe kan give os nogen flere medlemmer. Jeg fik (naturligvis) også sludret med en masse forskellige mennesker, bl.a. mødte jeg Sus og Connie - jeg fik en lang snak med Hanne Pjedsted, som i sin tid sad i bestyrelsen for Djurs Håndarbejdsskole, Jeanette havde valgt at lægge vejen forbi Vissenbjerg, så vi fik også en hyggelig sludder og jeg mødte såmænd også Anne Mette Buelund, som jeg kender fra Spindetræf i Ølufvad. Jo, og så var jeg naturligvis i hyggeligt selskab med mine forældre meget af tiden, og eftersom ingen af os sparer på stemmebåndet, gik snakken lystigt.


Sidst men ikke mindst skal jeg naturligvis også lige vise jer, hvad jeg (bl.a.) fik med hjem fra Vissenbjerg. Bare lige, så I ikke tror, jeg kører hele den lange vej for ikke at købe noget!!!!! Jeg vidste allerede hjemmefra, jeg ville have fat i nogen af Birthes silkehankies, dem glæder jeg mig meget til at spinde. Og Mariannes, som de farvede BFL-fibre midt i billedet er blevet døbt, måtte jeg også bare have med hjem. Desuden købte jeg garn til Myaki (jeg har set modellen på Kirsten, og sådan een vil jeg osse bare have!!), silketvist til at karte sammen med noget lækker uld og noget fint effektgarn i mørk, mellem og lys rosa blev det også til. I forgrunden ses en BRANDFLOT turkis kaninskind - det kunne jeg simpelthen ikke gå forbi. Jeg har aldrig prøvet at sy i kaninskind før, men jeg glæder mig meget til det. Desuden blev det til et bundt sort papirgarn fra Tingvad Vævegarn og Interiør, nogen udgaver af Vävmagasinet fra sidste år samt Prudence Mapstones Freeform-bog oversat til dansk. Ja, og så har jeg ikke vist det hele; men dette er i hvert fald det meste. Jeg havde jo også medbragt en indkøbsseddel til Kartehuset fra min kære søster - jeg fik det meste med mig og resten sender de.....

Jeg har kun ros til arrangørerne af Vissenbjerg-messen, der var absolut ingen panik nogen steder, god plads det meste af tiden, og i spiseteltet gik det nemt og smertefrit med at få lækker mad. Gør, hvad I kan for at komme afsted til dette arrangement næste år - det er virkelig en god oplevelse!!

Saturday, March 17, 2007

Weekend-aktiviteter

Når man har en væv stående i stuen og vel og mærke også bruger den(!), ophober der sig tit mængder af diverse ting og sager, som man liiiiiiiiige skal bruge af og til. F.eks. pinde. Man bruger mange pinde, når væven bommes og efterhånden som man væver, skal der også bruges mange pinde på stof-bommen. Hidtil har disse pinde ligget i en stor bunke på gulvet bag væven, og det er da sådan set gået fint nok med at skubbe dem tilside med støvsugeren, når man syntes, nullermændene var ved at udvikle sig til faretruende store vindhekse. Men nu fik jeg sådan lige pludselig en ide til alternativ opbevaring, og denne ide ses her ført ud i livet. Væve-tilbehørs-ophænget er syet i ren hør fra Ikea - købt for nogen år siden på en FED shoppetur sammen med min søster....... Og ingen stof-ting her i huset uden en smule maskin-broderi (man bør vel vise, hvad firmaet formår?) - derfor det broderede skilt "midt på maven". Det har været nemt at lave, og eftersom der lige var ledig vægplads ved siden af væven, har der ikke været noget andet, der måtte vige pladsen. Dejligt at få udført sådanne konstruktive projekter.
Ellers byder weekenden så absolut på ophold indendørs, vejret er ekstremt omskifteligt, og jeg gider ikke ud i det for at være helt ærlig. Og så er det jo betryggende, at man har masser af igangværende projekter at fordrive tiden med. Desuden er der jo håndarbejdsmesse i Vissenbjerg her i weekenden, jeg har næsten besluttet mig for at besøge den imorgen....... Så giv agt, Birthe og alle andre med interessante stande (og jeg har IKKE indkøbsstop, skulle jeg lige hilse og sige!!)

Monday, March 12, 2007

En filtet poncho-ting og forårsfornemmelser...

Vel hjemme fra et dejligt rokketræf på Rinkenæs Ungdomsskole igår vil jeg lige vise min filtede poncho-agtige ting med 1 ærme frem. Den er lavet af nogen af mine håndindfarvede fibre i blandingen merino/silke. Og den ser sådan ud:

Og ingen kommentarer til modellen, der mildest talt ser en anelse udkokset ud (hvilket jeg også var på det tidspunkt!!) Ponchoen er lavet af 3 stykker, det ene stykke er lavet som et gittersjal, men med gitteret på skrå og med faste kanter. De 3 filtede stykker blev syet sammen med frihånds-broderi og glimmertråd, og meningen er, der skal MEGET mere pynt på; men jeg kunne ikke nå at lave noget! Til ponchoen har jeg kun brugt 100 g fibre, de resterende 100 g af et bundt vil jeg spinde og bruge til at strikke f.eks. blomster af og måske hækle en krave... ikke nødvendigvis een, der fylder HELE halsudskæringen; men blot en del af den. Lidt perler skal der (naturligvis) også fyldes på og givetvis også noget mere maskinbroderi. Det er nemlig lige LIDT for sjovt at frihåndsbrodere. Stoppetrykfoden monteret, transportøren slået fra og så ellers fuld gas!! Se, dét er, hvad jeg kalder sjovt!!!!


Og så er det faktisk også for alvor gået op for mig, hvorfor folk synes, det er så dejligt at spinde på en håndten. Det er simpelthen fordi det bare ER dejligt. Man snupper en håndfuld fibre, sin lækre håndten, en god kop kaffe og et æble og sætter sig ud på sin terrasse i strålende solskin og et helt vindstille hjørne. Jeg er lige ved at tro, at jeg for fremtiden vil bruge dette som afslapning, når jeg kommer hjem fra en laaaaaaaaaaang dag i bageriet (den føles i hvert fald lang ind imellem!!). Se bare her...........

Det ER altså noget nemmere at tage en håndten med sig ud end at slæbe rok, forlængerledning osv. med!!!!!!! Og så er det jo oven i købet både sjovt og nemt at spinde på håndten - i hvert fald når man vælger nogen "nemme" fibre, som her BFL i tops.





Friday, March 9, 2007

Præcisions-farveprøver

Jeg skulle liiiiiige finde nogen af mine farveprøver frem, så Nette kunne få nogen prøver at kigge på, så jeg væltede bare hele affaldssækken ud på kældergulvet. Og netop i det øjeblik, da alle de små poser med opskrift for hver enkelt farve vedlagt ramte gulvet, kom jeg i tanker om, at Irgalan-farveprøverne vist egentlig lå i en anden pose!!!!!!! Nå, men jeg fik så lige lejlighed til at tage ovenstående billede, der faktisk viser grundlaget for alle mine håndindfarvede fibre. Det HAR været et stort og tidskrævende arbejde - til gengæld kan jeg så nyde godt af det resten af mit liv. Og det er da slet ikke så ringe endda........
I starten af min farve-karriere syntes jeg bedst om sjat-farvning, altså den metode med bare at blande på må og få, hælde farven på ulden og håbe det bedste. Som regel bliver resultatet hamrende godt, af og til også en smule overraskende; men det kan jo også være dejligt. Men efterhånden må jeg indrømme, det nu heller ikke er helt tosset med farveopskrifter, nøjagtige afvejninger osv. osv. Bl.a. sætter det mig jo i stand til i hvert fald tilnærmelsesvis at kunne reproducere farver. Dette er naturligvis et must, når man sælger fibre, som jeg gør; men det kan nu også være rart at kunne - osse selvom man "bare" farver til sig selv.

Thursday, March 8, 2007

Farver og filt

Jeg var heldig igen idag at få en dejlig pakke med posten. Denne gang indeholdt den dette meget smukke uld, som en farve-kollega har lavet til mig. Vi udveksler af og til en portion fibre, denne gang fik jeg disse 500 smukke gram bluefaced leicester-uld. Jeg glæder mig meget til at komme igang med at spinde dem!



Disse fibre er nogen, jeg selv har indfarvet. Det er 50% merino og 50% silkefibre, og jeg vil bruge dem til noget filt af een eller anden art. Noget, jeg kan tage på....... altså noget i stil med et sjal, en trøje, en poncho eller måske noget helt fjerde????? Det kan også gå hen og blive en mellemting mellem alt og intet - jeg ved det ikke, før det er færdigt. Men jeg har planer om at filte nogen dele, spinde noget garn og så samle hele molevitten på een eller anden spændende måde. Lidt perler og noget maskinbroderi (frihånds - med en stoppetrykfod vel at mærke, det er SÅ sjovt at lave) skal der altså også være plads til. Indtil videre ligger det hele sådan set temmelig løst; men jeg tror på, der kommer et eller andet sjovt ud af det. Resultatet skulle gerne hænges på damen, når hun drager til Rinkenæs Ungdomsskole for at deltage i årets spindetræf på søndag - læs mere herom her



Her ses foreløbig de 3 filtede stykker, der hænger til tørre i min kælder. Farverne er ikke helt korrekte, de er mere "påfugle-agtige" end billedet her vidner om. Jeg glæder mig enormt til at komme videre med projektet - det skal nok blive sjovt!!