
Når Mette kan, så kan jeg vel osse......... Prøves skulle da i hvert fald, så jeg kastede mig over strikkemaskinen og slog 190 m op, strikkede 400 rækker og proppede så nogen glaskugler på med elastik rundt om til at holde dyret inde i det strikkede med. Jeg er af natur LIDT forsigtig, når der skal valkes, så jeg prøvede først med en 30 graders finvask og lidt vaskepulver. Resultatet blev sådan set fint nok; men jeg syntes nu alligevel, at maskerne var lidt for tydelige, så det fik en tur mere, denne gang på 40 graders kulørtvask. Og så blev resultatet som billedet viser. Jeg har puttet glaskugler i fra begge sider, hvilket resulterer i både "bakker" og "dale". Meningen er så, der skal hækles en kant med mit håndspundne garn, der ligger i et nøgle på billedet. Garnet består af 30% silke og 70% merino, jeg har selv farvet fibrene og spundet og navajo-tvundet det. Og hvad skal det så egentlig ende med at blive?? Tja, et tæppe til en lille nyfødt, såmænd. Vedkommende er såvidt vides endnu ikke dukket op; men det kan ske, før man aner det. Så jeg satser på, tæppet er tørt imorgen, så jeg kan komme igang med hæklenålen. Der skal da iøvrigt også maskinbroderes på tæppet, men det kan jeg af gode grunde ikke gøre, før den lille er kommet til verden. Jeg har nemlig tænkt mig at brodere fødselsdato og klokkeslet, vægt og længde på. Og så måske lige en lille hilsen til de nybagte forældre..........