Monday, March 12, 2007

En filtet poncho-ting og forårsfornemmelser...

Vel hjemme fra et dejligt rokketræf på Rinkenæs Ungdomsskole igår vil jeg lige vise min filtede poncho-agtige ting med 1 ærme frem. Den er lavet af nogen af mine håndindfarvede fibre i blandingen merino/silke. Og den ser sådan ud:

Og ingen kommentarer til modellen, der mildest talt ser en anelse udkokset ud (hvilket jeg også var på det tidspunkt!!) Ponchoen er lavet af 3 stykker, det ene stykke er lavet som et gittersjal, men med gitteret på skrå og med faste kanter. De 3 filtede stykker blev syet sammen med frihånds-broderi og glimmertråd, og meningen er, der skal MEGET mere pynt på; men jeg kunne ikke nå at lave noget! Til ponchoen har jeg kun brugt 100 g fibre, de resterende 100 g af et bundt vil jeg spinde og bruge til at strikke f.eks. blomster af og måske hækle en krave... ikke nødvendigvis een, der fylder HELE halsudskæringen; men blot en del af den. Lidt perler skal der (naturligvis) også fyldes på og givetvis også noget mere maskinbroderi. Det er nemlig lige LIDT for sjovt at frihåndsbrodere. Stoppetrykfoden monteret, transportøren slået fra og så ellers fuld gas!! Se, dét er, hvad jeg kalder sjovt!!!!


Og så er det faktisk også for alvor gået op for mig, hvorfor folk synes, det er så dejligt at spinde på en håndten. Det er simpelthen fordi det bare ER dejligt. Man snupper en håndfuld fibre, sin lækre håndten, en god kop kaffe og et æble og sætter sig ud på sin terrasse i strålende solskin og et helt vindstille hjørne. Jeg er lige ved at tro, at jeg for fremtiden vil bruge dette som afslapning, når jeg kommer hjem fra en laaaaaaaaaaang dag i bageriet (den føles i hvert fald lang ind imellem!!). Se bare her...........

Det ER altså noget nemmere at tage en håndten med sig ud end at slæbe rok, forlængerledning osv. med!!!!!!! Og så er det jo oven i købet både sjovt og nemt at spinde på håndten - i hvert fald når man vælger nogen "nemme" fibre, som her BFL i tops.





Friday, March 9, 2007

Præcisions-farveprøver

Jeg skulle liiiiiige finde nogen af mine farveprøver frem, så Nette kunne få nogen prøver at kigge på, så jeg væltede bare hele affaldssækken ud på kældergulvet. Og netop i det øjeblik, da alle de små poser med opskrift for hver enkelt farve vedlagt ramte gulvet, kom jeg i tanker om, at Irgalan-farveprøverne vist egentlig lå i en anden pose!!!!!!! Nå, men jeg fik så lige lejlighed til at tage ovenstående billede, der faktisk viser grundlaget for alle mine håndindfarvede fibre. Det HAR været et stort og tidskrævende arbejde - til gengæld kan jeg så nyde godt af det resten af mit liv. Og det er da slet ikke så ringe endda........
I starten af min farve-karriere syntes jeg bedst om sjat-farvning, altså den metode med bare at blande på må og få, hælde farven på ulden og håbe det bedste. Som regel bliver resultatet hamrende godt, af og til også en smule overraskende; men det kan jo også være dejligt. Men efterhånden må jeg indrømme, det nu heller ikke er helt tosset med farveopskrifter, nøjagtige afvejninger osv. osv. Bl.a. sætter det mig jo i stand til i hvert fald tilnærmelsesvis at kunne reproducere farver. Dette er naturligvis et must, når man sælger fibre, som jeg gør; men det kan nu også være rart at kunne - osse selvom man "bare" farver til sig selv.

Thursday, March 8, 2007

Farver og filt

Jeg var heldig igen idag at få en dejlig pakke med posten. Denne gang indeholdt den dette meget smukke uld, som en farve-kollega har lavet til mig. Vi udveksler af og til en portion fibre, denne gang fik jeg disse 500 smukke gram bluefaced leicester-uld. Jeg glæder mig meget til at komme igang med at spinde dem!



Disse fibre er nogen, jeg selv har indfarvet. Det er 50% merino og 50% silkefibre, og jeg vil bruge dem til noget filt af een eller anden art. Noget, jeg kan tage på....... altså noget i stil med et sjal, en trøje, en poncho eller måske noget helt fjerde????? Det kan også gå hen og blive en mellemting mellem alt og intet - jeg ved det ikke, før det er færdigt. Men jeg har planer om at filte nogen dele, spinde noget garn og så samle hele molevitten på een eller anden spændende måde. Lidt perler og noget maskinbroderi (frihånds - med en stoppetrykfod vel at mærke, det er SÅ sjovt at lave) skal der altså også være plads til. Indtil videre ligger det hele sådan set temmelig løst; men jeg tror på, der kommer et eller andet sjovt ud af det. Resultatet skulle gerne hænges på damen, når hun drager til Rinkenæs Ungdomsskole for at deltage i årets spindetræf på søndag - læs mere herom her



Her ses foreløbig de 3 filtede stykker, der hænger til tørre i min kælder. Farverne er ikke helt korrekte, de er mere "påfugle-agtige" end billedet her vidner om. Jeg glæder mig enormt til at komme videre med projektet - det skal nok blive sjovt!!

Wednesday, February 28, 2007

Posten kom lige forbi........










med denne pakke til mig. Ja, og hvad så??? Jo, ser I, den kommer fra Farvekompagniet Granat og indeholder pulvere i forskellige farver - hver især indpakket i avispapir. Er det dog ikke skønt, at der stadig er nogen, der bruger aviser til dette formål?? Det er virkelig sådan noget, jeg falder pladask for. Nemt og billigt og helt perfekt! Selve pulveret er heller ikke at foragte, tjek min hjemmeside under punktet Håndindfarvede fibre for at se, hvad jeg mener!!
Det er ikke frygteligt mange tekstile projekter, jeg har haft gang i det sidste stykke tid. Vi har haft travlt med at renovere vores gang - ikke en særlig stor een af slagsen; men det er een af dem med en MASSE døre i, og det tager altså bare tid. Nå; men den er blevet rigtig pæn - lige præcis, som vi gerne ville have den.

Derudover er jeg så kommet en smule igang ved væven. Unægteligt kun en smule; men lidt har jo osse ret, og man kan i hvert fald danne sig et lille indtryk af, hvordan det færdige resultat bliver. Se bare her:




Jeg synes virkelig, det ser brandgodt ud, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver en trend med mange forskellige garnkvaliteter i. Når det så også skal væves ret løst, gør det ikke så meget med en løs trendtråd hist og pist. Eller............ det gør det i hvert fald ikke her hos mig!! Læseren med det skarpe øje vil nok også have opdaget, at jeg ved farveskift bare binder trådene sammen og lader en ende på 5-8 cm blive hængende. Det er en del af designet - bestemt heller ikke noget, man normalt bruger i væve-verdenen. Men hvem har dog lige sagt, det hele skal være så normalt???? Der bliver muligvis lidt sjov, når jeg skal til at lave kanter - jeg har nemlig forestillet mig, jeg skulle igang med at free-forme. Men lad os nu se, når jeg engang når dertil...



































Thursday, February 15, 2007

Forbruger-undersøgelse af min blog.

Præcis ligesom så mange andre, synes jeg da egentlig også, det kunne være meget morsomt at se, hvem det egentlig er, der læser med på min blog.... Så klik på linket og deltag i undersøgelsen, hvis du har tid og lyst. På forhånd tak;-))
Gå til spørgeskema

Friday, February 9, 2007

Lidt af et eksperiment......



Så skal jeg igang med noget nyt på væven - denne gang et par sjaler. Ovenstående billeder viser et nærbillede af en del af trenden samt hele trenden, som jeg har lavet af 3 omgange på mit trendbord. Farverne er helt fantastiske, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er simpelthen vild med sådan at "male" med garn - lidt i stil med Kaffe Fassett. Det eksperimenterende element i dette projekt er sådan set bare, at trenden består af mange forskellige garnkvaliteter og dermed også forskellige tykkelser. Det bliver MEGET interessant at se, hvor bøvlet/nemt det bliver at væve sjalerne. Hvis det ikke er alt for besværligt, vil jeg nok lave nogen flere - jeg har jo immervæk en del garnrester!!!!!!!!!! De, der har set mine lagerrum, vil uden tvivl nikke genkendende hér.

Islættet skal - naturligvis - også bestå af en masse forskellige garner; men det er jeg nu ikke nervøs for. Jeg vil simpelthen lave store nøgler af garn, hvor de forskellige garner har vilkårlig længde og bliver bundet sammen med knuder og ender på en 10-15 cm. Min tanke er, at disse ender bare skal blive hængende på sjalet - altså IKKE noget med at hæfte alle enderne eller lægge dem dobbelt, som man normalt gør under vævningen. Sjalerne skal IKKE have frynser men derimod nogen sjove kanter med noget free-form hækling og strik (det er i hvert fald planen indtil videre). Kanten kunne også blive en hæklet een af slagsen, lavet med forskellige garner. Nå, jeg gemmer lige disse beslutninger til senere, foreløbigt skal jeg da lige have vævet sjalerne.

Wednesday, February 7, 2007

Luksus-garn

Der har været en del snak omkring moskus, og her er så det bedste billede, jeg kan præstere, af min udgave af garn med de omtalte fibre i. Garnet består af 50% moskusuld og 50% morbærsilke. Fibrene er nænsomt kartet sammen i håndkarter - ikke specielt jævnt - jeg kan godt lide de lidt ujævne, ukurante garner. Jeg har spundet det ret tyndt og tvundet det til et 2-trådet garn, som engang skal blive til et sjal med hulmønster. Men det har nok ret lange udsigter - jeg har altid temmelig mange projekter igang på samme tid - både for ikke at løbe sur i eet af dem og for at belaste skuldre, arme og ryg på forskellig vis. F.eks. duer jeg bare ikke til at sidde og håndstrikke en hel trøje uden at lave noget andet indimellem. Hmmmmmmmm, det er vist min undskyldning for at have igangværende arbejder liggende OVERALT i huset.
Jeg har været igang med at farve fibre, bl.a. en alpaca-silke-blanding. Det er blevet ret vellykket, og der kommer billeder senere. Foreløbig vil jeg gå ind til væven og se at blive færdig med det 3. og sidste håndklæde, så jeg kan komme igang med noget nyt. Forresten har jeg også tænkt mig at båndvæve stropper til håndklæderne - så der går nok noget tid, før de bliver færdige til salg i min butik