Sunday, July 28, 2013

Fødselsdagsgilde

Vi fejrede - sådan lidt på forskud - min fødselsdag igår. I en næsten ulidelig hede; men som Mor sagde, så er der jo ikke noget nyt i, at det er varmt på min fødselsdag:-)

Gæsterne kom kl 12 og vi lagde ud med hjemmelavet lasagne - den elektriske pastamaskine (gave fra Søren) havde været i brug! Dertil salatbuffet og lune ciabatta. Vi spiste på terrassen i duften fra de smukke liljer, der er mandshøje og gav anledning til en del beundring.

Efter maden trak vi op i lysthuset, hvor der var lidt mere luft. En havevandring blev det også til, inden vi gik igang med kaffen. Jeg havde lavet en cheesecake med hvid chokolade, lime og solbær - den var RET god:-) Også en australsk kiksekage var på bordet samt Mors svenske havregrynsflarn - uhmmmm - og mine lavendelsmåkager.

Gæsterne havde fine gaver med til mig, og jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre dag. Tak til alle, der gjorde turen helt til Esbjerg for min skyld:-)