Wednesday, February 24, 2016

Vinterferie-gæster


I weekenden havde vi besøg af 2 af børnebørnene, nemlig Evelyn og Victoria. Grundet forskellige omstændigheder er det længe siden, de sidst har overnattet her; men det viste sig at blive en bragende succes, som det også før har været.

Maja kom med bilen fuld af børn - Alberte og Elizabeth var nemlig også med foruden de 2 andre. De kom fredag kl 16 og Maja hentede dem igen søndag eftermiddag. 


Vi nåede en hel del i løbet af weekenden, bl a fik vi både set Disney-sjov, x-faktor og børne-MGP. Vi fik bagt fastelavnsboller, pigerne fik malet på en frugtpose, de fik lavet nogen fine perleplader, som skal danne grundlaget for nogen tæpper, jeg skal strikke til dem. De fik ledt efter æg i haven og i hønsehuset, Victoria hjalp med at gøre klar til aftensmad både fredag og lørdag, og vi nåede også forbi et par legepladser samt en slikbutik. 

Det var en helt igennem forrygende god weekend, hvor de 2 søde piger ikke skændtes een eneste gang! De fik lov til at være længe oppe, at have iPads med i seng, vi fik havregrynspandekager til morgenmad og i det hele taget nød vi at have en friweekend sammen. 


Nå ja, og det allervigtigste (næsten) var, at pigerne gerne ville lære at strikke!!!! Det gør sådan en halvgammel bedste glad - og strikkepindene er også sidenhen blevet motioneret hjemme i Fredericia. Se det kalder jeg en succes!

Jeg nåede også at få en hyggelig stund med vores skønne Alberte - det er nu liiiiidt hyggeligt at løbe rundt med sådan en lækkerbaby på armen.