Friday, April 27, 2012

WWKIP-dag

Igen i år er vi et par stykker, der arrangerer WWKIP-dag (world wide knit in public) på Torvet i Esbjerg. Efter lidt diskussion frem og tilbage i Strikkecafeen i Kirkegade vedtog vi at afholde dagen lørdag den 9. juni fra kl 10 - 16. Og det betyder altså ikke, man SKAL opholde sig på Torvet i samtlige 6 timer. Har man en time eller 2 til rådighed, er man også mere end velkommen til at dukke op med sit strikketøj (eller andet håndarbejde), en stol og øvrig forplejning i form af mad, drikkevarer, solcreme og sidst men ikke mindst SNAKKETØJET:-)

Dronning Louise har som sædvanligt været så søde at stille sig til rådighed, hvis det - mod forventning - skulle blive dårligt vejr. I så fald sidder vi under de store parasoller og strikker.

Vi håber at se rigtigt mange til denne hyggelige dag, hvor der også vil være hjælp at hente, hvis man skulle være kørt fast med eet eller andet, mangler inspiration osv.

VEL MØDT!!

Med kærlig hilsen 

Karin

Saturday, April 21, 2012

Årets første rabarber

Uhmmmmmm - "Rabarbertærte med valnøddemarengs" - det er vist passende på sådan en skøn aprils-lørdag. Og eftersom jeg stort set aldrig følger en opskrift slavisk, bliver tærten nok med kokosmarengs istedet. Men det skulle den vel ikke blive ringere af?

Saturday, April 14, 2012

Stampe er flyttet ind

Så er kanin nr 4 flyttet ind på Kornvangen. Denne gang er det en dværgvædder ved navn Stampe. Stampe er en sød kanin, der er vant til at blive snakket og kælet med, og han har desuden prøvet at gå/hoppe rundt i snor. Han er bare SÅ sød, og vi er allerede gode venner. Og så kommer han fra et dejligt hjem hos Else og Kaj Thaysen i Løgumgårde:-)))))

Wednesday, April 11, 2012

Ny hardware

Så kom den ENDELIG - min nye kartemaskine. Her har jeg gået og trippet og spejdet efter postbud/fragtmand hele påsken og intet er der sket. Før idag altså - min sidste feriedag af 7 ialt. Men pyt, det er altsammen glemt, for min nye Strauch var 100% værd at vente på. De første angorafibre ER kørt igennem maskinen, så gæt selv hvad jeg skal spinde i aften. Ahhhhhhhh hvor er det rart med noget ordentligt udstyr!!

Sunday, April 1, 2012

Heldige mig



Jeg er simpelthen så heldig!!!!!!!! En tidligere kollega i Bilka, Vibeke, og hendes mand Preben har 3 gotlændere. Og disse får er jo blevet klippet, som den slags skal. Og minsandten om ikke Vibeke så er så sød at skrive til mig og spørge, om jeg er interesseret i noget uld. Jeg må få det, hvis jeg vil hente det. Om jeg vil...............

Igår, da jeg havde sovet til middag, startede jeg Fiat´en og kørte en tur til Obbekær og fik en kop the og lækkert hjemmebag og var derefter med Vibeke rundt for at besigtige bedriften. Fårene var nyklippede og fine, og gæssene var ikke ubetinget begejstret for at se os gå rundt i deres indhegning! Og de var SLET ikke interesserede i, vi stod og kiggede på deres rede med mange fine æg i!

Jeg vendte hjem med 2 hamme, den første ligger på gulvet på billedet herover, hvor jeg har fået sorteret det værste halm og andre ting og sager fra. Og herunder ses den vaskede uld, som nu er bredt ud på et tørrestativ. Og som Søren siger: "Der lugter sgu godt nok af ged i den kælder!!!!!" Hmmmmmmm, måske ikke helt ged; men noget der læner sig kraftigt op af! Det lugter ikke specielt godt, når man vasker råuld; men det bliver rent og fint og dejligt at karte og spinde, og det er jo det vigtigste:-)

TUSIND TAK Vibeke og Preben, fordi I tænkte på mig. Det var sødt af jer.