Saturday, September 19, 2015

Historien om den forsvundne høne

Da jeg igår aftes som vanligt skulle op og lukke for hønsene, manglede der een af de hvide høner.........

Jeg ledte højt og lavt - jeg talte og talte, og lige lidt hjalp det - der manglede stadig en hvid høne. Søren blev hidkaldt; men heller ikke han kunne finde hende. Tilsidst måtte vi opgive og indstille eftersøgningen.

Idag genoptog vi eftersøgningen - vi kunne simpelthen ikke begribe, hvad der kunne være sket! Men de øvrige høns blev lukket ud, og de løb fornøjede rundt i haven, akkurat som de plejer.

Da Søren var ved at være færdig med at lave aftensmad, skulle han lige ned på solterrassen og hente lidt krydderurter. Og pludselig kaldte han på mig - der var liiiiige noget, jeg skulle se.


Midt i salvien lå den forsvundne høne......på en rede fyldt med æg.


Ikke mindre end 14 æg var der i reden!!! Jeg havde godt nok undret mig over de ret få æg, der var blevet lagt i den senere tid. På den anden side var jeg ikke sikker på, om de høner, som blev udruget i foråret, overhovedet var kommet igang med at lægge æg, så jeg havde egentlig bare slået det lidt hen. Men nu gik det op for mig, at de ER igang. Hvilket jo er rigtig dejligt.

Og vores forsvundne høne er hjemme igen.....eller rettere, hun har slet ikke været forsvundet - hun havde bare gemt sig. Så enden er god, alting er godt, og vi har lige pludselig masser af æg:-)))