Wednesday, January 28, 2009

Koncentreret indsats

2 Læsø-plaider, en ulden poncho at klippe efter, en symaskine og en saks samt et par timers koncentreret indsats her i eftermiddag giver 2 uldne ponchoer. Een til mig og een til søsteren, som har stået for indkøbet af tæpperne. Og lige til orientering runder jeg posthuset imorgen med en pakke, der bl.a. indeholder både den nye og den gamle poncho;-))

Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at strikke forsøgsgarnerne op, så strikkemaskinen kom lige i sving. Det ER nu rart at have den stående, når man gerne HURTIGT vil se et garn strikket op. Og man har jo også mulighed for at strikke garnet op, FØR man begynder at farve på det. Det giver helt andre variationer i indfarvningen.
Jeg er godt tilfreds med begge indfarvninger - især den limegrønne tiltaler mig meget. Så denne farvemetode vil jeg fortsætte med at anvende - blot med både disse og andre farver på garnerne.
Det går også jævnt godt derudaf med rundpinds-strømperne, dog måtte jeg lige holde en lille strikkepause af og til under gårsdagens håndbold-kamp. Jeg blev simpelthen FOR svedig i hænderne ind imellem. Men det endte jo altsammen godt, og mine strømper ser også fine ud. Faktisk skal jeg om ikke ret mange omgange igang med hælene - det bliver spændende.

Tuesday, January 27, 2009

Strømper og strømpegarn

Her først lige et billede af noget af det strømpegarn, jeg har farvet de sidste par dage. Det er prøve-indfarvninger, der ligger her - jeg tester nogen forskellige farvemetoder osv. Jeg er lidt spændt på at få det strikket op - især det limegrønne til venstre i billedet. Hvis jeg bliver tilfreds med resultatet, vil det for det første komme til at figurere her med et billede eller 2, og for det andet vil garnet blive sat til salg på min hjemmeside. Ja altså, noget tilsvarende garn; men det vidste du jo godt, jeg mente????

Normalt strikker jeg faktisk slet ikke strømper/sokker i hånden. Jeg har jo en strikkemaskine, og den gør arbejdet så glimrende - i hvert fald sålænge garnet er forholdsvis tyndt, og strømperne bare skal være "lige ud af landevejen" uden finurlige hulmønstre og lignende. Men selv JEG kan jo blive fristet af nye udfordringer, og jeg HAR da også strikket strømper i hånden før i tiden. Ikke mange; men jeg har da gjort det. Jeg har altid fundet hælen særdeles finurlig - ikke fordi jeg har strikket nogen specielt indviklede hæle; men jeg har indtil nu aldrig HELT fundet fidusen i dem.
På en surf-tur rundt i cyberspace faldt jeg over en strømpebog, hvor man strikker strømperne på en rundpind. Man strikker på begge strømper samtidigt, det vil jo så også sige, man er færdig med dem begge 2 samtidig.
Teknikken fungerer faktisk helt fint for mig - i starten syntes jeg godt nok, det var noget mystisk noget og kunne slet ikke se fidusen i denne metode; men så snart jeg havde strikket en 4-5 omgange, fandt jeg mig tilrette med systemet, og nu kører det bare derudaf for mig.

Garnet er noget sjat-farvet, gammelt strømpegarn - forstået på den måde, at det er endda nogen år siden, jeg farvede det. Jeg husker tydeligt farveriet - det var ganske morsomt, og jeg synes, garnet og strømperne er blevet kanonflotte.
Faktisk er det også meningen, at disse strømper skal indgå i mit forsøg med holdbarhed af strømpegarn. Jeg har jo spundet garn til et par spiralsokker af BFL og tencel. Men for at kunne teste holdbarheden af garnet, er jeg jo nødt til at have et andet par strømper at sammenligne med. Det skal være disse strømper i grønne farver, strikket på rundpind, der er det sammenlignende par. Jeg er spændt på, hvordan mit forsøg falder ud.

Friday, January 23, 2009

Færdig

Så blev jeg snøvlet færdig med 200 g 1-trådet BFL, som skal bruges til...................... ja, rigtigt gættet - en Möbius!!!!!!!! Jeg tænkte ved mig selv, at den sidste smule fibre nok sagtens kunne være på spolen.
Sagtens og sagtens - det er nok så meget sagt, for jeg måtte da dreje samtlige kroge for at kunne få plads til det sidste garn. Men det lykkedes!!!!

Og her ses krydsnøglet. 151 g garn kan der være på en Kromski-spole, det er da meget godt gået, synes jeg. Men der kan altså heller ikke være mere derpå, det garanterer jeg!
Farverne på fibrene er hjemmegjorte (naturligvis). Det er indfarvning nr. 6 - en forholdsvis gammel indfarvning; men den er faktisk ret nydelig efter min egen ydmyge mening.
Senere vil det vise sig, om der er nok i 200 g garn - hvis ikke, spinder jeg da bare noget mer´!!



Alt ånder fred og ro

Det er blevet vinter her i Vestjylland - det er faktisk første gang, vi har haft så meget sne i år. Det er nu helt rart at prøve, selvom det naturligvis ikke er så rart for bilisterne. Men det er vist stadig tø-vejr, så det bliver nok ikke liggende ret længe. Jeg skyndte mig at gribe kameraet og forevige den hvide jord.
Sneen gør alting tyst og stille udendørs - herinde er der nu heller ikke meget, der rør på sig. Søren snupper sig lige et kapitel på sofaen - jeg tror, det er en god bog;-))
Og nu må jeg vist hellere se at blive færdig med det 1-trådede garn, jeg er igang med at spinde på min Kromski rejserok. Billeder følger.

Sikken en morgen

Jeg stod op, da Søren tog afsted og var lige ude på en lille løbetur. Det er efterhånden længe siden, så det var NOGET anstrengende. Vel hjemme skyndte jeg mig i bad - der skulle nemlig komme en TDC-mand forbi mellem 7.30 og 12 for at installere bredbånd. Og jeg vil helst være i tøjet, når der sådan kommer gæster;-))
Der dukkede dog ikke lige nogen op fra morgenstunden, så jeg besluttede mig for at prøve en ny variant af havregrød. Nemlig en luksusudgave med kanelsukker, rosiner, nødder og kokos på. Opskriften finder du på denne blog, og jeg kan VARMT anbefale grøden. Den smagte simpelthen pragtfuldt. Æblerne tog jeg så i glasset - jeg pressede 2 æbler med et seriøst stykke ingefær, mums!!!!!!! Og en kop kaffe fornægter sig jo heller ikke - og slet ikke på denne tid af dagen.
Derefter kastede jeg mig over bagningen - det blev til franskbrød, grovboller og rugbrød. Da TDC-manden dukkede op ved 11-tiden, snusede han da også bare ind og sagde: "Ihhhhh, hvor der dufter dejligt her!" Behøver jeg sige, han fik en pose boller med hjem til eftermiddagskaffen?

Sunday, January 18, 2009

Hækle-prøve på en Möbius

I sand begejstring over min strikkede Möbius ville jeg også prøve at lave en hæklet udgave. Jeg har været i cyberspace og surfe lidt rundt - jeg var nemlig helt sikker på, jeg havde set en hæklet udgave eet eller andet sted. Det viste sig minsandten at være rigtigt!

Jeg har slået op og hæklet en lille prøve - bare for at se, om jeg nu kunne hitte ud af, hvordan der skulle startes. Det kunne jeg - det er faktisk såre simpelt, når man på forhånd kender til den strikkede udgave. Så her ses et par billeder af min prøve - meningen er, at en forklaring på den hæklede udgave skal lægges ud til Spindeforeningens medlemmer i februar.

Friday, January 16, 2009

Færdig med den første...........

...........Möbius og så afgjort ikke den sidste. Den har været SÅ sjov at strikke, og jeg glæder mig til at komme igang med den næste.
Størrelsen?????????? Ja, hvad skal jeg lige sige? Enhver kan jo se, at jeg ALDRIG kan få denne hevet ned over skuldrene endsige få den til at BLIVE der. Men den er altså også lavet "lige ud i luften", dvs. uden så meget som en eneste lillebitte strikkeprøve. Til alt held står jeg i nærmeste fremtid og skal bruge en Möbius til en gave til et lille nips, der ikke er større end skidt for en skilling. Så jeg er ualmindelig godt tilfreds med resultatet.
Som I kan se på billedet, er Möbius hverken vasket eller hæftet (!!), og modellen ligner bestemt een, der godt kunne trænge til MINDST 1 time på sofaen (måske fordi hun har været oppe siden kl. 3.30 imorges?) Men jeg syntes altså lige, I skulle se, at jeg da også får noget lavet færdigt engang imellem.
Næste projekt er vist at få gjort den Hanne Falkenberg-trøje færdig, jeg fik som strikkekit FORRIGE jul. Det kan da ikke være et øjeblik for tidligt!

Sunday, January 11, 2009

Stille igen

Så er der igen blevet stille her i huset. Ikke fordi Anne larmer eller på nogen anden måde er støjende - slet ikke!!! Men der er jo bare en anden stemning i huset, når vi er 3 og ikke 2!
Der er blevet arbejdet koncentreret her i weekenden - Anne er et jern til at sætte sig ned, tilegne sig hidtil ukendt stof og opsætte endda nogen sider med udregninger osv. i Excel. Hun har stort set lavet det hele selv - er indimellem kommet med opklarende spørgsmål osv., men opstillingen på computeren har hun altså klaret. Søren er yderst tilfreds med resultatet, og det er jo dejligt.
Jeg har været med ved computeren her for lidt siden for at få vist og fortalt det hele. Jeg har ikke meget forstand på udregningerne og de forskellige termer; men godt og overskueligt ser det i hvert fald ud, og det er vist det vigtigste.

Jeg stod op kl. 7 - jeg havde været vågen et stykke tid og kunne bare ikke holde ud at ligge i sengen mere. Så er det rart at kunne stå op og gå en frisk tur til bageren efter morgenbrød. Jeg købte gifler til os - det er MANGE år siden, jeg sidst har smagt en giffel, og det viste sig at være et populært valg;-)) Jeg nåede også et par omgange på min Möbius og en kop kaffe, før det begyndte at pusle.
Nu er Anne så taget afsted, og der ligger en dejlig, lang søndag og venter på mig, ahhhhhhhhhh

Friday, January 9, 2009

Travlhed

Theen er drukket, og nogen af fastelavnsbollerne er sat til livs! Og det er blevet tid til det mere alvorlige. Søren vil gerne have hjælp af sin ældste datter - der skal laves nogen formel-samlinger til brug på rensningsanlægget. Og så er det jo rart at kunne få hjælp til at stille det hele ordentligt op, sat ind i Excel-ark osv. osv. Jeg har sørget for at få handlet ind til aftensmaden, så de 2 kan få ro til at fordybe sig i alle de svære ting.
Bemærk lige buketten på bordet - den er til mig fra Anne, er hun ikke bare sød??

Solide spiral-sokker

I Spindeforeningen er vi nogen stykker, der har været igang med at spinde vores eget strømpe/sokke-garn. Mit er ABSOLUT blevet et sokkegarn, der har resulteret i et par ret så solide spiralsokker. Garnet er spundet af 1 tråd sjat-farvede tencel-fibre og 1 tråd brune bluefaced leicester-fibre. Da jeg skulle tvinde garnet, valgte jeg at navajo-tvinde BFL-tråden og lade tencelen løbe med, så det resulterede i et 4-trådet garn. Sokkerne er strikket på pind nr. 3½, og sådan et par vejer 127 gram.
Her et nærbillede af sokkerne - garnet er faktisk ikke blevet helt så "rag-sokke-agtigt", som jeg kunne have frygtet. Næste trin i mit forsøg er at få strikket et par sokker i noget maskin-spundet strømpegarn. Det er så meningen, jeg vil forsøge at slide sokkerne nogenlunde lige meget for at se, om det hjemmespundne kan stå distancen.


Wednesday, January 7, 2009

Overrasket.

Så sad vi der i sofaen igår aftes - Søren og jeg - og i et anfald af selskabelighed sagde jeg til ham: "Prøv lige at se mit nye, mærkelige strikketøj." Han kastede et enkelt, ret uinteresseret blik på det: "Ja, det er en Möbius-ring, og hvad så?" Ha, jeg var nær drattet ned af sofaen!!!!!!!!! Men det vidste han da alt om, hvad havde jeg måske egentlig regnet med?? Og så kom der en længere forklaring om nogen superstrengs-teorier og diverse "rum-snak"; men det korte af det lange var i hvert fald, at jeg ikke kunne lære ham noget nyt overhovedet. Så en Möbius - det har vi altså bare 100% tjek på her i huset;-)))

Tuesday, January 6, 2009

Grebet!!!!!

Jeg er grebet!!!!!!! Helt og aldeles. Jeg er faktisk solgt til stanglakrids - tænk, at jeg ikke har kastet mig ud i et Möbius-projekt noget før. Det er simpelthen et skønt strikketøj at sidde med, mit garnvalg tror jeg vil vise sig at være helt ok, og selvom der rent faktisk er knap 400 m på pinden, føles det ikke spor uoverskueligt. Jeg nåede da 2 omgange, inden jeg skulle afsted på arbejde imorges kl. 4.30!! Så hvis du ikke allerede HAR strikket en Möbius, vil jeg kraftigt anbefale dig at gå igang. Det er herre-sjovt;-))

Monday, January 5, 2009

Et underligt strikketøj



Det ser måske ikke så underligt ud på billedet her; men det er faktisk en möbius, jeg har slået op til. Jeg har haft MEGA-god assistance fra Bovrup - havde jeg ikke haft en udførlig vejledning samt telefonisk assistance, er jeg ikke sikker på, jeg havde fattet ret meget af sådan en tingest. Men............nu har jeg i hvert fald styr over at slå masker op og komme igang - jeg er nemlig startet 2 gange!!!!!!! Første gang så det ikke rigtigt ud, så jeg trevlede op og begyndte forfra. Men det så nøjagtigt ud som det første stykke, og så var det, jeg greb telefonen og ringede efter hjælp. Og det fik jeg naturligvis - herligt!!!!!!!!!!!! Garnet, jeg strikker min möbius af, er noget, jeg har købt for endda noget år siden i Sommerfuglen - der er bl.a. opossum-fibre i.

Det lidt mørkere fed garn, der ligger til højre i billedet er håndspundet, 1 tråd af en gråbrun polwarth og 1 tråd yak-oksefibre. Det er VILDT blødt - jeg tænker nok, det ender med at blive en halsting til fruen selv af en eller anden art! Løbelængden er ca. 3700 m/kg.

Sunday, January 4, 2009

Fødselsdags-gaven er klar

Om ikke så frygteligt mange dage er der en lille pige, der hedder Elizabeth og bor i Shrewsbury, som fylder 2 år. Jeg synes, det skal fejres med en Cirkeline-bluse og et par tilhørende røde spiralsokker.

Her ses et par af Cirkelinerne tæt på - munden er efterfølgende broderet på, og håret har jeg syet fast på symaskinen, så små fingre ikke sådan kan rykke håret af dem.
Det er Anette Danielsen, der har designet denne skønne børnebluse - jeg har dog ændret en smule i modellen. For det første har jeg valgt at anvende et strømpegarn, så blusen kan vaskes i maskine. Garnet har jeg selv farvet. Mønsteret er også korrigeret en smule - mine Cirkeliner gemmer hænderne på ryggen. Og så har jeg brugt en såkaldt "wool-needle" til at trække håret igennem et par masker med, før jeg har fæstnet det godt og grundigt med en zig-zag-søm på maskinen. Disse wool-needles er simpelthen uundværlige for mig - det var godt, jeg var så heldig at vinde dem ved sidste års spindetræf i Ølufvad. Det er ganske enkelt en stor stoppenål, hvor der for enden er påsat en løkke. Det vil sige, man kan tråde MEGET tykt garn med disse nåle, der er 3 forskellige størrelser i en pakke. Køb dem, hvis du falder over dem i en sy- og/eller strikkeforretning - de er VIRKELIG brugbare.

Friday, January 2, 2009

Vidunderligt vejr

Søren og jeg plejer altid at være ude og gå en god lang tur på årets første dag. I år var ingen undtagelse - vi tog ud i Nørreskoven for at se, om rådyrene skulle have mod på et æble eller 2. Og for at se, om vi mon skulle være så heldige at se en lille nisse eller trold - der er i hvert fald masser af boliger til dem!!! Søren mente da nok, der måske var mulighed for, der kunne bo en enkelt eller 2. Mulighed for?????? De BOR da derude - det er bare os, der ikke ser dem. Men ingen er vel i tvivl.
Vi blev mødt af de første dyr, straks vi havde åbnet lågen. Og de var altså HELT med på det der med æblerne. Nogen af dem var temmelig rådne; men det tager rådyr altså ikke så tungt - de gnasker dem lystigt i sig alligevel.

Længere væk stod denne flok - de var noget mere forbeholdne. Vejret var ret diset i det - en helt perfekt baggrund.