Sunday, July 19, 2009

Muffins-kjoler og lagkage

Det varer ikke så længe, som det HAR gjort, før huset skal fyldes med fødselsdags-gæster. Det gælder om at være klar, på plads og iorden, bl.a. skal der jo være styr på kagen til eftermiddagskaffen. Jeg har forsøgt mig med en anden model, der dog IKKE fandt nåde - som Søren udtrykte det, så var bunden en smule "brød-agtig". Alt, alt for bastant og overhovedet ikke spor lækker.
Så fandt jeg denne opskrift frem, og kagen er godkendt af både Søren og ældste bonus-datter;-) Den består af lyse, rørte bunde dækket med marengs. Fyldet er citron-flødeskum, hvilket gør kagen dejligt frisk og lækker.

Og så har jeg fået syet en kjole til hver af de 3 børnebørn, der kommer fra England på onsdag. Stoffet fandt jeg i Stof2000 - jeg kunne bare ikke stå for det.

Ville DU måske kunne lade det ligge, hvis du kom i en stof-forretning, var bager og fik 3 små yndige piger på besøg? Nej, vel??
Udover at have syet kjoler, lavet lagkage og hygget med ældste, har Søren og jeg også fået ryddet op på loftet samt prøve-opstillet en pavillon. Der ender med at blive fuldkommen styr på det hele. Og hvorfor pokker er det så lige, man først får ryddet op rundt omkring i alle hjørnerne, når huset skal fyldes med gæster? Jeg forstår det ikke helt; men faktum er, at det er sådan her på Kornvangen. Det tog os blot en weekend at male på terrassen - et projekt, der har været undervejs i årevis. Men nu er det gjort, og vi NYDER i fulde drag at komme ud i alle hjørner og kroge og få ryddet op, smidt ud og gjort rent.

Tuesday, July 14, 2009

Jeg er gået karte-amok.

Lige pludselig får jeg lyst til at lave eet eller andet spændende. Hvad søren skal jeg dog lige finde på????? Åhhhhhhh, jeg kunne da f.eks. tage min Ashford kartemaskine med ud på terrassen og blande nogen fibre.
Her ses 300 g fibre i bats á ca. 25 gram. Det er en helt tilpas mængde til min kartemaskine - presser jeg den meget mere, bliver resultatet ikke specielt vellykket. Og da jeg vil have et ordentligt resultat, er det altså sådan ca. denne mængde, jeg holder mig til. Jeg har kartet grønne og hvide uld-fibre sammen tilsat en smule gulgrønt og lidt pink.
Fibrene bliver kartet igennem maskinen 2 gange, så de bliver blandet lidt med der er stadig striber i mine bats. Fibrene bliver blandet yderligere under spindingen, men det færdige garn bliver altså ikke helt ensartet i farven. Overordnet set er garnet lysegrønt; men ser man nærmere efter, opdager man små farvenuancer.
Se bare striberne her......
Og her anes de pink fibre.
Det første bundt garn ligger lige nu til tørre på terrassen - der blev 82 gram garn, der måler ca. 266 m, altså en løbelængde på ca. 3250 m/kg. Jeg spinder et helt almindeligt, 2-trådet garn og regner med at bruge det til...................SURPRISE: en vendestriks-vest!!!!! Denne gang går den muligvis hen og bliver retstrikket, så den bliver mere autentisk og strikket efter opskrift!!

Bageren bager ikke - det gør bagerens mand

Indimellem får Søren et bage-flip (og jeg skal ikke lægge skjul på, jeg NYDER det). Tag nu f.eks. her i weekenden, hvor vi alligevel skulle have gang i grillen. Hvad er vel mere nærliggende end at lave franskbrøds-dej af 2 kg mel om formiddagen, sætte det til hævning i svaleskabet (gudskelov med vita henover - ellers havde vi vist haft dej ud over det hele!!) og bage 2 brød, 1 før og 1 efter bøfferne. Uhm, det er altså bare LÆKKERT med sådan et helt nybagt brød.
Her ligger brød nr. 2 til hævning i skålen.
Og jeg skulle absolut foreviges imens jeg skar brødet ud. Bemærk venligst IKKE, hvordan min elskede vendestriks-vest gerne vil arbejde sig frem på skuldrene, så forstykkerne ser umanerligt lange ud. Dette vil jeg forsøge at rette op på på vest nr. 2!
Jeg har minsandten også fået spundet mine norske fiber-og-garn-bytterunde-fibre til et færdigt garn. Fibrene er finuld i 4 farver, mørkeblå, turkis, mørkegrøn og lime. Fibrene var kartet sammen til et bat, hvor farverne var fordelt i lag.

Og her et nærbillede af garnet, der er temmelig tykt. Løbelængden er ca. 1950 m/kg, der er 128 gram, og garnet er spundet efter longdraw-metoden og tvundet til et ganske almindeligt 2-trådet garn.

Thursday, July 9, 2009

Flere rester brugt.

Så er jeg færdig med at spinde garnet til vendestriks-vest nr. 2! Jeg har igen brugt af alle mine rester - denne gang er farveholdningen over i de lilla, blå og grønne nuancer.
Jeg har spundet et 2-trådet garn, den ene tråd er spundet af diverse rester, langt de meste er uld; men der har også sneget sig en smule silke imellem. Den anden tråd er en gråmeleret alpaca, fibrene er købt i USA og er klippet af dyret og sendt til mig. Jeg har vasket alpacaen inden spinding, og den er herrelækker at spinde. Dog er der MASSER af vegetabiler i, så gulvet ser farligt ud, når jeg har spundet en spolefuld. Men pyt, støvsugeren er jo heldigvis opfundet.

Jeg har spundet ca. 420 gram, og garnet har en løbelængde på ca. 2550 m/kg. Også denne vest bliver strikket på en pind 4½ tror jeg.