Tuesday, July 31, 2007

Jeg spinder garn til et tørklæde

Og det er denne uld, jeg har gang i. Og ja, jeg ved godt, jeg tidligere skrev, at det skulle spindes på håndten. Jeg var skam også gået igang; men så kom jeg i tanker om, at det da immervæk er noget hurtigere at køre det igennem rokken, og når den nu alligevel bare står og venter på at blive brugt, og min tid faktisk er ved at være en smule knap, ja så var det altså sådan, det gik. Jeg får brugt mine håndtene en anden gang - om ikke andet så når jeg er afsted på markeder og ved lignende lejligheder.
Garnet bliver SLET ikke så lyst, som jeg havde regnet med, det ville blive. Jeg har ikke været nærig nok med mængden af farve, for der er altså laaaaangt imellem de hvide pletter. Men så kan jeg lære det, det hører vel under kategorien "erfaringer".............. Smukt bliver det da alligevel, jeg ELSKER simpelthen alle de nuancer, der opstår, når farver mødes og blander sig. Jeg kan næsten ikke lade være med at gå ind og bare spinde videre. Men jeg har altså også lige nogen viskestykker, der skal lægges op - det vil jeg nu have gjort færdigt. Billeder følger......

Friday, July 27, 2007

Båndvæven er blevet støvet af......


.......og jeg er i fuld gang med at lave stropper til nogen allerede færdigvævede håndklæder og viskestykker. For det er jo meget godt at have både det ene og det andet liggende; men det skal jo også lige gøre færdigt, sømmes op osv.

Det er første gang, jeg har gang i denne båndvæv, som jeg købte for efterhånden NOGEN år siden af en dame i København, der ville sælge alt hvad hun havde af fiberrelaterede ting. Det resulterede i en PROPFYLDT skoda, for hun havde både en klapvæv og en rok samt en HEL MASSE tilbehør af diverse arter. F.eks. scorede jeg også en stor farvegryde og denne båndvæv samt en masse garn...........
Det er sjovt at båndvæve - nemt at sidde med er det også, så jeg tror nok, jeg vil kunne få fabrikeret nogen meter til stropper om aftenen, når jeg skal være lidt social sammen med Søren. Ellers sker det jo rigtig tit, at vi sidder hver for sig her i huset. Ikke at der er noget i vejen med det - vi trives begge helt fint med det; men indimellem er det nu også meget rart at sidde og snakke hyggeligt sammen!!

Så kommer endelig et billede af mit svampefarvede garn, nærmere betegnet er det BFL-garn bejdset med alun og farvet med sortfiltet netbladhat. Farven er blevet ret diffus i det, jeg havde ikke rigtig svampe nok i gryden til disse 200 g garn. Men pyt, det kan jo altid komme i et indigo-dyp engang!!

Sidst, men absolut ikke mindst, er jeg igang med at spinde mit "plet-farvede" uld på een af mine nye håndtene. Oh, det er en fryd at stå og arbejde med sådan en ten, det kan ikke anbefales varmt nok!!!! Men.................. der bliver lige en mindre ændring af den plan, som lød på en hvid trend og dette garn som islæt. For der er indtil videre ikke en ENESTE hvid plet i garnet (jeg har været ALT for gavmild med farven!!). Så jeg vil nu i stedet sætte en farvet trend op af een eller anden art - farven har jeg ikke besluttet mig for endnu - det afhænger 100% af, hvad kælderen byder på. Ikke, at der ikke er muligheder nok, for det er der så afgjort, jeg skal bare lige bestemme mig. Nærmere herom, når beslutningen engang bliver taget. Indtil videre spinder jeg bare videre på islættet, og så skal inspirationen såmænd nok komme!!!!

Wednesday, July 25, 2007

HJÆLP.................


.......jeg har brug for flere timer i døgnet!!! Nu har jeg nemlig endelig fået fri fra arbejde og har været på posthuset og hente ikke mindre end 3 forsendelser, hvoraf den ene var fra Birthe. Og hvilken een!! Jeg er FULDKOMMEN solgt. Jeg FATTER simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke er begyndt at spinde på håndten for mange år siden. Nå jo, for dengang kendte jeg jo ikke alle I søde mennesker, der har lært mig så meget om spindingens finurligheder......

Hold op, hvor er mine Greensleeves håndtene dog bare mums. Til venstre på billedet ses en Katherines Cup lavet af Bloogwood og med et Cristobel skaft. Det er den, jeg lige har prøvespundet lidt på. Og til højre ligger min Hound lavet af Purpleheart og med et Kingwood skaft (alle træsorter er for mig fuldkommen ukendte - det er MEGET spændende at få (læs: købe) håndtene fra det store udland!!

Mit eneste problem er nu, at jeg simpelthen ikke har timer nok at arbejde i. Bilka SKAL jo passes, hvad enten det er sjovt eller ej - lønnen er jo god nok!!!!! Og når jeg så først kommer hjem, er det altså, tiden ligesom bare får en raket bagi!! Den drøner afsted, og inden jeg ser mig om, skal jeg til køjs for at være frisk til imorgen. Hvis nogen har gode råd til tidsforlængelse af een eller anden art, modtager jeg dem meget gerne!! (Og vi taler altså ikke om speed og den slags uhyrligheder - så vidt er jeg dog ikke kommet endnu, at jeg anser dette som værende en mulighed for at forlænge mit døgn!!)


Sunday, July 22, 2007

En god søndag.

Min søndag har bare været super!!! Den startede med brødbagning, så Søren og jeg kunne servere formiddagskaffe for min faster og hendes mand, der havde lovet at kigge forbi. Det var hyggeligt at se dem igen........

Da de var kørt ved 12-tiden, gik jeg i haven for at plukke de sidste solbær. Det blev ca. til 4-5 kg - en fin-fin høst, og så har jeg endda delt med solsortene. Men de skal jo også have lidt sødt indimellem!!

Derudover har jeg fået vævet 2 tørklæder færdige, så imorgen, når jeg har klippet dem ned, har jeg igen en tom væv der står og kalder på at blive bommet. Jeg må have lavet en trend hurtigst muligt - Søren er klar til at hjælpe mig med at bomme (og blive behørigt belønnet herfor med bommeøl!!!!!!)

Der kommer lige et billede af eet af tørklæderne her:




Jeg har også haft gang i farveriet. Årets første sortfiltede netbladhatte blev fundet lørdag sammen med en bunke kantareller, som blev sat til livs om aftenen. Netbladhattene blev brugt til at farve 200 g BFL-garn. Resultatet blev OK; men jeg ville nu godt have haft nogen flere svampe at gøre godt med. Det må komme en anden gang - der er MASSER af dem derude!
Desuden har jeg "sjattet" lidt farve på noget hvid BFL; men ulden blev nu mere farvet, end jeg havde haft planer om. Hmmmmmm, næste gang skal der vist kun være halv portion af farverne, tror jeg. Ulden skal nu alligevel håndspindes, tyndt og en-trådet på een af mine nye Greensleeves-tene, som Strikkeforskeren har været så sød at indkøbe over there, tusind tak for det!! Og garnet skal så bruges som islæt i de stolaer, som jeg har planer om skal være mit næste væveprojekt. Trenden..........den bliver lavet af det tynde kamgarn(36/2) fra Karen Noe.

Wednesday, July 18, 2007

En "gammel" ven havde skrevet.....

en mail til mig, som jeg åbnede her til formiddag - jeg har nemlig holdt Bilka-fri idag;-) Det var såmænd en hilsen fra min "gamle" vævelærer (som rent faktisk er yngre end jeg) fra Djurs Håndarbejdsskole i Nimtofte. Hun solgte for år tilbage sin væv (til mig!!!!!); men nu mangler hun den og ville så lige høre, om jeg kendte nogen, der havde en god, solid væv til salg. Det gør jeg ikke sådan lige umiddelbart; men jeg villa da lige ringe og høre, hvordan hun havde det, så det blev til en god snak på en længde af ca. 1 times tid, vil jeg tro.
Jeg er enormt glad for at have hørt fra Anne igen - det er nemlig Anne Kirketerp, der er tale om her. Hun har skrevet bogen Vævede tørklæder, og jeg har faktisk medvirket til bogen ved at væve 3 af tørklæderne for hende. Vi havde sådan et sjovt år på højskolen - jeg var jo blandt de allerførste elever på stedet, og selvom forholdene indimellem var super-kaotiske, var der altså også bare en helt speciel stemning på stedet, som jeg ikke tror på har været dér siden. Hvor har jeg tit været ovre hos Anne, som boede i lærerboligen lige op og ned af skolen, om eftermiddagen. Vi har mangen en gang sust til Århus efter endt undervisning for at handle i Læderiet eller andre steder. Og ikke at forglemme var det også Anne, der lærte mig at spinde. Det er jeg hende yderst taknemmelig for, og jeg glæder mig helt vildt til at komme op og besøge hende engang i nærmeste fremtid. Jeg har nemlig en bunke vævebøger liggende på en hylde i stuen. Det er et langtids-lån, og det har det unægteligt også været. Men nu skal Anne heldigvis snart igang med at væve igen, og så må jeg hellere se at få afleveret bøgerne. Så skal Anne nemlig få lov til at give en kop kaffe, skal hun, og så skal der snakkes om vævning, farvning, spinding og alt muligt andet..................

Gammel dåbskjole og et sjal

Jeg har broderet navn på en rigtig gammel dåbskjole for en kunde idag. Og jeg må altså indrømme, det lige krævede en ekstra kop kaffe, før jeg satte kjole i broderirammen og lod nålen på symaskinen drøne op og ned igennem stoffet. Kjolen er syet i år 1900 ude i Vestindien af nogen negerslaver. Den er i virkelig god stand og er naturligvis meget, meget smuk. Navnet, jeg skulle sy på, er det sekstende i rækken. De øvrige er håndsyede; men familien har altså valgt, at det nu skal være slut, da det koster spidsen af en jetjager at få broderet sådan et navn på..... Her ses den del af kjolen, jeg har syet på.
Og her er et nærbillede - teksten er i hvert fald mere tydelig end noget af det håndbroderede....

Jeg har jo forresten også langt om længe fået strikket et sjal færdigt. Og det har VIRKELIG været længe undervejs - jeg startede med at få en pose polwarth-uld foræret af Kathe Lewis første gang vi mødtes. Det spandt jeg til et forholdsvis tyndt - ikke just regelmæssigt spundet - 1-trådet garn, som jeg strikkede op til dette sjal. Garnet blev ikke vasket inden, så det har været en noget klistret affære. Men det gik nu alligevel, og resultatet er blevet vældigt tilfredsstillende. Sjalet er blødt og lækkert og vejer kun 117 g. Mønsteret er ultranemt, jeg fandt det i een af mine Barbara Walker-bøger, og jeg tror, det hedder Vine Lace. Jeg havde ellers overvejet at ville farve sjalet; men det har jeg nu forlængst droppet igen - det er smukt, som det er nu, og det skal der ikke laves om på. Jeg farver jo stort set alt andet, så derfor er det ind imellem også rart at få noget helt neutralt og enkelt!!





Sunday, July 15, 2007

Og nu HAR jeg skiltet på plads.....

Stolperne er bare noget almindeligt trykimprægneret træ, som bestemt ikke er særligt pænt, så det fik lige en omgang linolie iblandet noget Solignum, som er teaktræsfarvet. Resultatet er blevet vældig pænt, nu matcher stolper og skilt hinanden perfekt.


Her står kranen så ved skiltet - det er lidt svært at læse teksten på billedet her, det medgiver jeg; men jeg har allerede givet bogstaverne en omgang med den maling, stolperne også har fået, og det har hjulpet betydeligt. Jeg er meget glad for mit skilt - nu kan folk faktisk SE, der foregår noget spændende her i huset!!!

Forleden havde jeg faktisk en kunde, der var i tvivl om hun var gået forkert. Grunden: vi har ved hoveddøren en brevsprække, der har siddet i huset, siden det blev bygget. Der står Jeppe Aae derpå, og jeg kan faktisk godt forstå, kunden blev forvirret. Vi har bare ikke kunnet nænne at fjerne brevsprækken - den hører ligesom med til huset. Men der skulle altså ikke opstå lignende situationer i fremtiden!!!!!!!!



Friday, July 13, 2007

Nu har jeg snart et skilt på plads...


Søren har nemlig været igang med at støbe stolperne ned idag. Og det skal nok gå hen og blive helt vildt tjekket - skiltet er i hvert fald bare herreflot, og jeg glæder mig sådan til at få det sat op!!!
Idag har jeg været på togt til det nordjyske, Cathrine Collart fik solgt lidt varer, og jeg nåede også at inspicere Bindestuen i Saltum. Pyhhhh, det er godt vi inden så længe skal på ferie på de kanter, så jeg kan få brændt nogen flere penge af................
Og så har jeg ellers sat en høne igang med at ruge kyllinger ud til mig. Helt nøjagtigt 7 silkehønseæg og 5 (jeg tror, det er nogen stribede wyandotter) fra min nabos hønsegård. Uha, det bliver spændende at se, hvor mange kyllinger der bliver ud af det.


Thursday, July 12, 2007

Jeg skal på udflugt imorgen.....

og nej, hvor jeg glæder mig. Jeg skal op og besøge denne søde kvinde, som tilmed også er en meget dygtig og kreativ keramiker. Jeg mødte Cathrine til uldfestivalen i Saltum, hvor vi stod side om side med vores stande. Vi faldt naturligvis i snak, og hun fortalte bl.a., at hun har silkehøns. Det håber jeg så også at få om ca. 3 uger - imorgen drager jeg i hvert fald nordpå for at hente æg, som skal ligge under min skrukhøne. Og så skal jeg selvfølgelig også snuuuuuse lidt i Cathrines butik og forhåbentlig brænde en MASSE penge af på skøn keramik. Jeg har i forvejen noget forskelligt stående/hængende rundt omkring; men man kan kun have for lidt keramik i huset!!!!!!

Dette er een af Cathrines skønne høns - er hun ikke pragtfuld?



Monday, July 9, 2007

Farvet garn




Her ses så mit færdig-farvede garn - det er faktisk blevet lige præcis, som jeg gerne ville have det. Med smukke farver og laaaaaange farvesekvenser. Hvor er det bare GODT, jeg har en strikkemaskine. Jeg ville ALDRIG kunne overtales til at sidde og strikke et stort, langt stykke i hånden for så at farve det og siden trevle det op igen for så enten at strikke det op een gang til eller måske væve af det..........................
Hennings kemikalieopskrift ser ud til at virke fint-fint (altså Henning fra Farvekompagniet Granat). Hvis I nogensinde har problemer med jeres farvning, kan I altid henvende jer til ham. Han er simpelthen en knag, så venlig og hjælpsom og man går ALDRIG forgæves til ham!!! Så husk også at handle her til lands engang imellem.........god service er MANGE penge værd.....

Gang i farveriet

Jeg har haft gang i min opskriftsbog idag. Ja ikke den til kager og andre søde sager, næh.....det er min farve-opskriftsbog, jeg har kigget i. Jeg har en del hør/silkegarn, jeg skal have givet noget kulør - ensfarvet er altså lige en tand for trist for mig. Så jeg har strikket et langt stykke på min strikkemaskine - vistnok ca. 160 m og så ellers indtil garnet slap op (jeg har strikket af godt og vel 200 g)






Herunder ses så mine færdige farveblandinger, der er klar til at blive hældt på strikketøjet. Jeg vil nemlig gerne have forholdsvis laaaaaaaaaange farveforløb - vandt jeg garnet op i et fed (eller et par stykker) og hældte farven derpå, ville forløbene blive meget korte, og det er så ikke lige det, jeg er interesseret i denne gang.





Her ses et billede af det strikkede stykke, hvor farven er hældt ud over. Jeg har hældt hver af de 4 farver på 2 steder, altså bliver der på godt 200 g 8 brede striber. Jeg håber, det bliver godt - nu står det i ovnen og skal varmes rigtig godt igennem. Hvorfor er min ovn i kælderen bare så LANGSOM????????????



Thursday, July 5, 2007

Så er det vist på tide

at få postet et nyt indlæg her på bloggen - ellers tror I måske bare, jeg er faldet i søvn, hvilket ALDELES ikke er tilfældet.................
Jeg har fået en bestilling på en angora-undertrøje - den slags beklædning er nemlig ikke til at opdrive i "almindelige" butikker på denne årstid. Og bevares, den er måske også en smule for varm at have på lige nu, selvom der ellers ikke er meget sommer over temperaturen i øjeblikket. Anyway, her er lige et billede af undertrøjen, der ikke vejer mere end 92 gram!!




Og så er jeg ellers fast besluttet på at få et lidt ældre projekt gjort færdigt. Nemlig et sjal, jeg strikker af noget 1-trådet, håndspundet polwarth-uld, som jeg fik af Kathe, da vi mødtes for første gang - kan du huske det, Kathe?? Du skulle til Varde for at se på en strikkemaskine, og Ronni var chauffør.........
Jeg er nu kommet i tanker om, at dette sjal skal gøres færdigt. Rent faktisk har jeg ikke engang vasket ulden - ikke engang efter spinding, så jeg sidder med lanolin-fedtede fingre, hver gang jeg har strikket et par pinde. Mønsteret er ganske, ganske simpelt - det består af 4 mønsterpinde, hvoraf de 2 er vrangpinde, der strikkes vrang hele vejen. Så jeg kan altså godt høre lydbog eller følge lidt med i fjernsynet samtidig med jeg slår om, strikker 2 m sammen osv......
Jeg glæder mig meget til at se det færdigt - også til at få det vasket. Måske skal det farves......det har jeg ikke afgjort med mig selv endnu. Et hvidt sjal er jo heller ikke af vejen - jeg har egentlig ikke noget som helst ufarvet strik, så dette skulle måske være det første???????