Wednesday, August 26, 2015

Afslutning


Af og til kommer ellers forholdsvis små og overskuelige projekter til at ligge i både halve og hele år, før de igen bliver taget frem og gjort færdige. Således også dette håndklæde, der vistnok blev startet op i forbindelse med en forestående køretur til Odense og tilbage, hvor jeg slet ikke kunne overskue at skulle sidde med hænderne i skødet SÅ længe!!!! Der kom bare hele tiden lige noget vigtigere indover, og sådan går det bare af og til.

Men NU er det blevet færdigt, og jeg er godt tilfreds. Også med farverne - og især med den skriggule i toppen. Og jeg, som ellers hårdnakket påstår, at jeg ikke er til gult!!!!! Nå; men har vel for pokker da lov til at udvikle sig og ændre holdning til tingene - også når man er fyldt 46. Måske især fordi man er fyldt 46.....

Wednesday, August 19, 2015

Gave fra et kært vennepar


Disse 2 smukke skåle er en fødselsdagsgave fra et kært vennepar fra Fyn. Karin Søgaard er navnet på keramikeren bag skålene - og ja, det er samme Karin, som har lavet min garnskål og de smukke krus, jeg også sælger af. Skøn gave fra skønne mennesker.

Thursday, August 13, 2015

Fødselsdag - del 2.

Mine bedste venner var inviteret til grillfest lørdag den 1. august, og på mirakuløs vis blev vejret lige pludselig rigtig dejligt og sommerligt i Danmark på netop denne dag. Vi havde ellers sikret os og dækket op inde i stuen; men vi endte med at rykke ud omkring havebordet og kun indtage desserten indendørs.



Her er Søren igang med nogen af forberedelserne.



Jeg fik dejlige gaver, et gavekort til en oplevelse i Musikhuset efter eget valg, gavekort til et skønt cafe-besøg og smukke vaser.


Desværre var det ikke alle, der kunne komme; men det er jo vanskeligt at være mere end eet sted ad gangen - vi må tage revanche en anden gang.