Monday, September 29, 2008

Tencel og strikketøj

Jeg er ved at gøre klar. Klar til at pakke bilen med fibre og køre til Ølufvad til det årlige spindetræf, som vi er så mange, der glæder os voldsomt til. Mange af os derude ses ikke særligt tit, faktisk mødes en hel del af os kun i Ølufvad og måske i Rinkenæs, hvor der i det tidlige forår er et spindetræf af samme type.
Fibrene på de ovenstående billeder er tencel - en viscosefiber, som efter sigende skulle være god til at forstærke hjemmespundet strømpegarn med. Det er vi nogen stykker, der har sat os for at afprøve, og så må jeg jo se at blive klar med nogen fibre. Tencel-fibre er egentlig bare hvide; men jeg gider altså ikke sidde og spinde hvide fibre - og det håber jeg så, der er en hel masse andre, der heller ikke gider. I hvert fald har jeg her sjat-farvet et par kilo, så skulle de mest presserende behov vel kunne dækkes?
Og så har jeg et strikketøj, som jeg næsten er færdig med. Men hvordan er det nu, det er? For at blive færdig, skal man vel egentlig også strikke lidt????? Jeg mangler ikke ret mange pinde på dette vingesjal i skyggestrik, helt nøjagtigt strikket efter Vivian Høxbro´s bog Skyggestrik. Det er det store vingesjal nr. 3, jeg nu næsten har strikket. Dog er mit lavet i håndspundet garn. Jeg fik ideen til det fra Strikkeforskeren, der jo naturligvis strikkede sit i en ruf!! Hun havde købt mønster og garn i Vissenbjerg (mener jeg helt bestemt), og det så bare så flot ud. Og da det så tilmed også blev rost til skyerne, da det var færdigt, ville jeg da også prøve at lave et. Jeg er altså lidt spændt på at få det færdigt, måske skulle jeg slå mig ned i sofaen og smække en film på? Det bliver i hvert fald ikke færdigt, så længe jeg sidder her ved computeren!
Her lige et nærbillede, hvor man måske kan fornemme "skygge-dannelsen" lidt?

Kronvildt og svampe

I weekenden drog vi på tur! Helt nøjagtigt startede vi lørdag aften ved 18.30-tiden bilen og kørte mod Grærup Langsø, hvor en hel masse kronvildt hver aften i denne tid samles ved søen for at drikke. Nogen af Sørens kolleger havde fortalt om stedet og om, at der nemt kan ses 150 stykker kronvildt på samme tid. Det kunne vi da godt tænke os at opleve, og det gjorde vi sådan set osse. Vi skulle bare være kørt lidt senere, for det skal altså være godt og vel tusmørkt, før hannerne RIGTIGT begynder at brøle. Men vi hørte skam nogen af dem, og flotte var de i hvert fald osse!
Vejret var aldeles pragtfuldt, lidt halv-køligt naturligvis men hvad kan man egentlig forvente andet på denne tid af året?

Og Søren fik lige afprøvet sit kamera lidt - det blev nogen ret gode billeder, synes jeg.

Søndag formiddag drog vi så på svampetur. Og jeg skal ellers lige love for, den tur gav bonus. Faktisk var vi nødt til at stoppe og køre hjem, for vi kunne SIMPELTHEN ikke have flere svampe i kurvene! Lidt af et luksusproblem, må man vist sige. Som det ses blev der både til spise- og farvegryden. I kurvene ses sortfiltet netbladhat - dem var der SINDSSYGT mange af derude, og Søren var ved at gå helt i selvsving!! Men også et par brunporesvampe blev det til - forrest til venstre i billedet. Og skålen indeholder svampene til panden, nogen rørhatte samt en del kantareller, mums!! Jeg gik straks igang med at bejdse garn, for med så mange svampe til rådighed skal der altså leges lidt. Så jeg har både bejdset med tin, kobber og alun. Flere billeder følger, når jeg har fået farvet garnet.

Thursday, September 25, 2008

Hindbær-høns

Efter at have bagt det meste af formiddagen og derefter at have cyklet en tur ind på biblioteket for at finde nogen nye lydbøger, ville jeg hjem og nyde det skønne efterårsvejr. Der var masser af hindbær klar til at blive plukket - på vejen derop rundede jeg lige hønsehuset og slap de kære små ud i friheden. De fór lige i hælene på mig og ville bare SÅ gerne hjælpe mig med hindbærrene. Og de var sådan set ret gode til det - det eneste punkt, vi endnu mangler at få sat på plads, er, at hindbærrene altså skal AFLEVERES i min skål - ikke forsvinde ned i hønsemaver!!
Der er stadig fine blomster i sommerfuglebusken - og de bliver stadig flittigt besøgt!

Wednesday, September 24, 2008

Herlig ferie

Hvilken herlig uge, jeg befinder mig midt i. Bilka-fri, det er nu slet ikke så ringe endda, hvis nogen spørger mig. Jeg kigger lige forbi derude lørdag - jeg har byttet med min makker, så jeg kan være klar til årets spindetræf i Ølufvad næste lørdag; men 1 arbejdsdag i løbet af en hel uge skulle da være til at overse;-)
Tiden går med fibre - MASSER af fibre. Jeg er f.eks. igang med at spinde "Bærmispel", som Birthe har døbt ovenstående farveholdning. Hun har indfarvet på BFL-fibre, og det er altså en herlig måde at tilbringe tiden ved rokken på. Jeg spinder tråden forholdsvis tyndt for efterfølgende at navajo-tvinde, så farveskiftene bevares.

Jeg har også haft gang i strikkepindene. Som så mange, mange andre rundt omkring i blogland synes jeg vældig godt om Zimmermann´s model, og da jeg har en rigtig god bekendt som venter barn inden frygteligt længe, farvede jeg noget superwash-behandlet merino-garn og strikkede denne model. Egentlig har jeg også købt keramik-knapper, der passer til i farven; men knaphullerne var for små, og for at være helt ærlig havde jeg bare ikke lyst til at trevle op. Så jeg fandt da bare nogen andre knapper på lageret!
Jeg er også igang med at filte. Disse små kugler ser måske ikke ud af så meget, og det er da heller ikke fordi de FYLDER ret meget i skålen; men de tager altså temmelig lang tid at lave. Det er dog rigtig hyggeligt, og jeg har indrettet vores Ikea-rullebord foran fjerneren, så jeg kan stå og filte samtidig med jeg følger med i en god film. Slet ikke så ringe et arrangement endda.
Endvidere har jeg haft gang i farveriet - lige nu ligger der 6 kg bambusfibre til tørre her på stativet. Ikke at selve stativet pynter voldsomt meget; men fibrene er da meget kønne! Og på siden at tørrestativet hænger så lige et bundt færdigspundet og -tvundet "Bærmispel"

Friday, September 19, 2008

Plantefarvning

Jeg har været igang med en smule plantefarvning. Der er farvet på garn af BFL, som på forhånd var bejdset med 25 g alun og 10 g vinsten. Jeg lavede et farvebad på ca. 275 g Skønhedsøje, nogen blomster jeg har i haven takket være Birthe, som var så sød at samle frø sammen og sende til mig.
Og så skal jeg jo lige lege lidt (som sædvanligt). I den forreste gryde ses farvebadet og garnet, som det så ud, da det var færdigt med at koge. I den bageste gryde har jeg hældt ca. halvdelen af farvevandet sammen med et godt skvæt salmiakspiritus. Og jeg skal ellers lige love for, der skete noget med farven, da det blev hældt i. Jeg har så lagt halvdelen (ca.) af feddet over i salmiakvandet, hvor det får lov at ligge ca. 10 min. Jeg er spændt på at se det færdige garn, når det engang er kølet af, skyllet og tørret!

Saturday, September 13, 2008

Klar til fest

Vi skal til fødselsdag idag, og fødselaren har ønsket sig kage til kaffen. Det skal hun få, skal hun - det er muffins med hindbær og chokoladestykker, der efterfølgende er pyntet med glasur og diverse kagepynt.

Her et lille nærbillede af kagerne.
Og her har de fået flag i. Jeg er klar!!!!!!

Wednesday, September 10, 2008

Steffens hund og et får.



Jeg er så superheldig at have en god kollega, der har en dejlig hund, der gerne vil af med sin pels!!!! Kollegaen er Steffen, og Steffens hund er en blanding af labrador og samojede-spids. Når hunden alligevel fælder alle sine løse hår (og især sin underuld), sørger Steffen og Mette for at få redt hunden tit og samler alle hårene sammen i en pose til mig. Det har i første omgang resulteret i ovenstående garn, der er et 2-trådet garn spundet af 1 tråd hundeuld og 1 tråd gråbrun polwarth (en fårerace!). Garnet er blevet rigtig flot og superblødt og lækkert. Jeg havde det med til fremvisning i Bilka idag, og det blev behørigt beundret. Nu er der så lagt planer for garnet; men de bliver ikke offentliggjort her - man ved jo ikke, hvem der læser med;-))

Nå ja, forresten, bordskåneren er eet af mine mange indkøb på Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København, hvor jeg for nogen uger siden huserede i selskab med min kære søster. Sikken en dag, fnis!

Tuesday, September 9, 2008

Rokken snurrer lystigt.

Jeg har nemlig travlt med at forberede workshoppen til årets spindetræf i Ølufvad. Den hedder "Brug dine rester" og for at der er noget sjov ved sådan en workshop, skal der også være noget konkret at vise frem. Så både kartemaskine og rok har været igang idag. Og håndtenen også, såmænd. Det er nu rart med lidt afveksling i arbejdsstillingen ind imellem, og selvom jeg også af og til holder kaffepause;-)) er det nu godt at komme op at stå lidt af og til. Og sådan en lille portion fibre på 10-15 g kan man jo hurtigt spinde på en lækker håndten.
Jeg har desuden været i haven idag - vejret har jo været helt vidunderligt, og det skal så afgjort nydes. Så nu er både solbær, figen, roser og stikkelsbær blevet nogen grene kortere - det gør altså så godt at få tyndet lidt ud rundt omkring. Desuden har jeg fået luget et par højbede og pudset lidt af rundt omkring, så nu kan regnen bare komme, kan den. Jeg har RIGELIGT at gøre indendørs det næste stykke tid.

Monday, September 8, 2008

Dejlige gaver

Idag kom denne pakke med posten. Helt uventet, må jeg sige - jeg spottede dog straks, den kom fra min søster - jeg kan jo kende håndskriften;-)
Pakken, der bl.a. var pyntet med filtede kugler, indeholdt dette blad, som vi faktisk bestilte sammen, da jeg var på besøg på Møllenborg fornylig. Vi bestilte 3 ialt, vi skulle skam have et hver samt et ekstra eksemplar til en af min søsters filte-venner; men foreløbig har min søster altså kun modtaget 1 eksemplar, hmmmmmm. Nå; men det er blevet kigget igennem og efterfølgende pakket ind og sendt til Esbjerg. Tusind tak, søde søster B, det er et fantastisk blad, og jeg har lyst til STRAKS at smide alt, hvad jeg har i hænderne og gå igang med at filte perler!!
Men det går altså ikke, for jeg har gang i en gave....................

..............Da jeg kom hjem fra arbejde lørdag, lå der nemlig en pakke og ventede på mig. Er disse navneskilte ikke bare HELT fantastiske?? De, der kender Cathrine Collarts ting, vil straks kunne se, de stammer fra hendes værksted. Og pakken med den YNDIGE lille "knap" på var da slet ikke til at stå for!!!!!!!!! Tusind tak Cathrine - jeg er som sagt igang med NOGET, og det sender jeg så snart jeg er færdig med det. Der må helst ikke gå alt for lang tid, der må ABSOLUT være en mave, der fylder ganske meget i landskabet efterhånden;-))

Thursday, September 4, 2008

Nye håndtene til salg.


Så er der nye håndtene til salg på min hjemmeside. God fornøjelse!!

Resultatet af plantefarvningen

Her er så resultatet af min plantefarvnings-dag forleden. Alle garner er bluefaced leicester og alle er bejdset med 25 g alun og 10 g vinsten pr. 100 g garn.
Yderst til venstre ses 100 g garn farvet med 280 g valnøddeblade fra Joans træ. Tak Joan, resultatet er blevet yderst smukt. Rent faktisk tror jeg, det er første gang, jeg har fået noget garn farvet brunt.
Næste garn er egentlig Sørens!!!!!! Ja, han sagde det altså selv;-)) Det var nemlig ham, der fandt den brunporesvamp, der ligger til grund for garnet. Den var ikke specielt stor, vejede ca. 300 g og var meget våd; men den er en god farvesvamp, og jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet. Jeg gad nu nok vide, hvad han skal bruge garnet til....................
Sidst men ikke mindst ses 2 x 100 g garn farvet med sortfiltet netbladhat (eller viftesvamp, som den kaldes i nogen svampebøger). Her havde jeg ca. 900 g svamp, og farven er blevet meget smukt grågrøn/brunlig.