Tuesday, January 27, 2015

Og det var så den januar......






......som bl a blev brugt på design af 2 mønsterstrikkede børnetrøjer til Flittiglise og forberedelse til og afvikling af et spindekursus for begyndere.

Kurset blev afviklet lørdag, og på trods af visse vejrmæssige og trafikale problemer, nåede alle frem, og vi havde en god og lærerig dag her på Kornvangen.

Vi begyndte klokken 9 og fortsatte til kl ca 17.30. Der var rokke, spindefibre og glade kvinder over hele huset,, og jeg tror, vi alle nød dagen i fulde drag. Jeg fik ikke taget et eneste billede under selve kurset; men der kommer lige et par billeder af, hvordan her så ud før vi gik igang.


Jeg havde lavet goodie-bags til deltagerne, så der var noget at spinde af; men vi nåede også omkring mit værksted, hvor kursisterne kunne boltre sig med Blending Board, kartemaskine og fibre.

Kurset var en succes, som jeg helt sikkert vil gentage.

Thursday, January 1, 2015

Godt nytår


Starten på et nyt år giver anledning til et kig bagud. 2014 blev på mange måder et fantastisk år. Et år, der bød på både op- og nedture (hvilket der jo ikke er noget som helst mærkeligt i, da livet jo består af disse); men for mit vedkommende var der heldigvis IGEN langt flest af opturene. Et lille nyt barnebarn kom til verden, jeg skiftede job og fik dermed en helt ny hverdag og dermed også et helt nyt liv, og gamle bekendtskaber blev genoplivet.

Gennem hele livet forandrer vi os. Og vores nærmeste forandrer sig. Ting sker i vores liv, nogen ting er vi herrer over, andre ting ikke. Men hele livet igennem må vi forholde os, tage stilling, vælge til og vælge fra. Beslutte os for, hvad vi vil og hvad vi ikke vil. Det betyder bl a, at de mennesker, vi omgiver os med, også af og til flytter sig. Nogen vælger fra, rykker lidt længere væk, kommer på lidt større afstand. Andre vælger til, rykker tættere på, bliver mere fortrolige. 

Det forgangne år har for mit vedkommende betydet, at mange, der i forvejen var tæt på, er rykket endnu tættere, er blevet mere nære. Det gør mig glad, gør mig taknemmelig, gør mig varm om hjertet. Tak allesammen, fordi I er lige her, hvor jeg gerne vil have jer. I gør min verden et endnu bedre sted at være!

Plakaten med husreglerne fandt jeg på Facebook. Teksten ramte plet, og jeg skyndte mig at bestille den. Søren foreslog, den skulle klistres på en plexiglasplade, og nu hænger hele herligheden i vores gang, som en lille påmindelse. Jeg kan godt lide alle punkterne, men især "tilgiv selvom det er svært" og "vær tålmodig" giver anledning til ekstra overvejelser. Og det er i sig selv slet ikke så ringe endda, tænker jeg.


4. søndag i advent med forsinkelse


Den 4. og sidste søndag i advent bød igen på fantastiske overraskelser. Mor havde pakket endnu 2 af de smukke, blå, hjemmesyede dækkeservietter samt en æske chokolade til os. Og fra Jeanette var der hele 3 gaver! De indeholdt 3 fantastiske stjerner. Og ikke "bare" stjerner! Næh, for Jeanette havde akvarelmalet stjernestrimlerne i forskellige smukke blå nuancer og flettet stjerne i 3 forskellige størrelser. Tusind tak Jeanette - jeg er SÅ glad for mine nye stjerner.