Sunday, September 4, 2016

Nyt job


Jubiiiiiiiiiiiii - så er det nu, en mangeårig drøm går i opfyldelse!!! Pr. 1. oktober overtager jeg nemlig Flittiglise, hvilket er ensbetydende med 2 (!!!) butikker. Butikken i Vejers, som er smækfyldt med søde turister fra ind- og udland i hele sommerperioden, og den forholdsvis nye butik i Torvegade 54 i Esbjerg. 

Jeg får herretravlt - det har jeg sådan set allerede; men det bliver SÅ fedt!

Det er dog også ensbetydende med, at dette sandsynligvis bliver det sidste indlæg på denne blog - jeg får nok ikke tid til at skrive her også! Men har du lyst til at følge min videre færd, så kommer der lige et par links:

På Facebook har vi 2 profiler, nemlig Flittiglise og Flittigliseesbjerg.

På Instagram har vi også 2 profiler, @flittigliseesbjerg og @flittiglisevejers.

Og der er naturligvis en hjemmeside, www.flittiglise.dk hvor man kan holde sig opdateret om åbningstider, Nørklecafeen, nye varer, gode tilbud osv. Desuden kan man tilmelde sig vores nyhedsbreve, så man helt automatisk hører nyt fra os.

Sunday, June 26, 2016

Ghita


Det sker, jeg lader mig lokke! Det sker ikke ofte (!!!); men det sker dog. Denne gang drejer det sig om et strikketøj - mærkeligt nok. Og det er min afløser i Flittiglise - Marianne Høhrmann - der er "synderen". Marianne har nemlig strikket en halsdims til sin datter, og så må jeg jo også eje sådan een!!!

Torsdag fandt jeg garn frem til min udgave, som ikke skulle have de originale farver som grå og pudder. Min skulle (naturligvis) være grøn.


For en gangs skyld har jeg arbejdet hurtigt - min Ghita blev færdig lørdag aften.


Og her er Ghita i dagslys. Opskriften er fra Helga Isagers seneste bog Room 606 - og jeg er klar til at strikke een mere (mindst). Hurra for lækkert strik.



Friday, June 3, 2016

Kobberbryllups-fuchsia

Til vores kobberbryllup 4. juni 2012 fik vi af mine forældre en opstammet fuchsia i en smuk, blå krukke i stedet for den sædvanlige æresport. Vi har haft så megen glæde af den smukke plante, som hvert eneste år har sat MASSER af blomster. Og sidste år blev den faktisk så tung i kronen, at det blev nødvendigt at understøtte den!


Den blå krukke er blevet for lille, så vi har plantet den over i denne, noget større potte. Den har overvintret inde; men i det tidlige forår blev den sat i et hjørne af vores overdækkede terrasse.


For ca 3 uger siden opdagede jeg, der var gået lus i vores fuchsia. Den blev flyttet ud, hvor den får noget mere lys og luft. Lusene er væk, og planten kvitterer nu med de første knopper. Det tyder på en LANG sæson med MASSER af blomster - det kan vi godt lide.


Tuesday, May 24, 2016

Fællesprojekt med Victoria er næsten færdigt.


Så fik jeg lukket de sidste masker af på Victorias og mit lille fællesprojekt. Jeg fik ideen til projektet på et kursus i Grafisk Gobelinstrik ved Charlotte Kaae i Oksbøl sidste år. Charlotte havde lavet et lignende projekt med et barn, og det ville jeg også gerne prøve sammen med de 3 ældste Arnold-piger. Så da Evelyn og Victoria var her hos os en weekend, satte jeg gang i projektet. Pigerne fik hver en firkantet perleplade og skulle derpå lave oplægget, som jeg så ville strikke efter. De syntes begge vældig godt om min ide - jeg havde dog tænkt at strikke et billede til deres væg; men da de så mindeligt bad om et tæppe, kunne Bedste da ikke sige nej. 


Her ses et nærbillede af Victorias perle-oplæg.

Det har været et rigtig sjovt projekt, som også har betydet, jeg har lært mig at strikke vrangmasker "den gale vej". Da der på nogen rækker var RIGTIG mange forskellige farver, og alt garnet ville gå totalt i kludder, hvis jeg efter retpinden vendte strikketøjet om for at strikke ret tilbage, begyndte jeg i stedet efter retpinden at beholde strikketøjet i hænderne uden at vende det, lægge tråden over højre pegefinger og strikke "venstrehånds-vrang". Derved kommer der retriller, som jeg ønskede. Det var ikke specielt nemt i starten - "vrangpinden" tog MEGET længere tid end den almindelige retpinden; men det lykkedes og med tiden har jeg fået oparbejdet en vis rutine og hurtighed.

Nu mangler jeg så blot at hæfte ender samt vaske tæppet!

Plantefarvning

Plantefarvningen har ligget stille nogen år - jeg har egentlig TEMMELIG meget garn på lager, og jeg har haft gang i så mange andre ting. Men så læste jeg et sted, at Louise (een af pigerne bag g(uld)) skulle ud efter kruset skræppe til farvegryden. Den plante kendte jeg ikke; men det gav god anledning til at komme ud og kigge efter den, og den står overalt i grøftekanterne her hos os.


Jeg fik plukket en posefuld og fik farvet 200 g gråmeleret geelong/cashmere - som blev solgt før det var tørt.

Afsted igen - denne gang plukkede jeg flere kg blade og fik kogt en kraftig farvesuppe. Foreløbig har jeg farvet 300 g garn i 1. bad, 200 g i 2. bad og 100 g strømpegarn i 3. bad. Og der er stadig farve i vandet!!!!



Jeg lavede desuden en indigo stamkype igår, så når jeg en dag har god tid (og har fået vundet en masse garn i fed), skal der farves blåt her på matriklen - og det bliver også sjovt.



Wednesday, February 24, 2016

Vinterferie-gæster


I weekenden havde vi besøg af 2 af børnebørnene, nemlig Evelyn og Victoria. Grundet forskellige omstændigheder er det længe siden, de sidst har overnattet her; men det viste sig at blive en bragende succes, som det også før har været.

Maja kom med bilen fuld af børn - Alberte og Elizabeth var nemlig også med foruden de 2 andre. De kom fredag kl 16 og Maja hentede dem igen søndag eftermiddag. 


Vi nåede en hel del i løbet af weekenden, bl a fik vi både set Disney-sjov, x-faktor og børne-MGP. Vi fik bagt fastelavnsboller, pigerne fik malet på en frugtpose, de fik lavet nogen fine perleplader, som skal danne grundlaget for nogen tæpper, jeg skal strikke til dem. De fik ledt efter æg i haven og i hønsehuset, Victoria hjalp med at gøre klar til aftensmad både fredag og lørdag, og vi nåede også forbi et par legepladser samt en slikbutik. 

Det var en helt igennem forrygende god weekend, hvor de 2 søde piger ikke skændtes een eneste gang! De fik lov til at være længe oppe, at have iPads med i seng, vi fik havregrynspandekager til morgenmad og i det hele taget nød vi at have en friweekend sammen. 


Nå ja, og det allervigtigste (næsten) var, at pigerne gerne ville lære at strikke!!!! Det gør sådan en halvgammel bedste glad - og strikkepindene er også sidenhen blevet motioneret hjemme i Fredericia. Se det kalder jeg en succes!

Jeg nåede også at få en hyggelig stund med vores skønne Alberte - det er nu liiiiidt hyggeligt at løbe rundt med sådan en lækkerbaby på armen.



Wednesday, January 20, 2016

Så langt så godt.


Så vidt er jeg foreløbig på min upside-down-cardigan i håndspundet garn og med masser af mønsterstrik. Jeg er nu forbi taljen og lægger jævnligt en række udtagninger ind, så det nærmest bliver en jakke med et lille skød. Jeg er umanerligt glad for og stolt over mit fine strikketøj, som overalt bliver beundret behørigt.....senest til et strikkekursus med Charlotte Kaae i Oksbøl i mandags. Det var iøvrigt et herligt kursus i grafisk gobelinstrik, hvor jeg bl a fik lært at strikke vrangmasker "den forkerte vej". Og Charlotte er en både sød og dygtig underviser, så det var virkelig en fornøjelse at være med.

Sunday, January 10, 2016

På den igen


Jeg har trevlet op! Ikke det hele men sådan rundt regnet halvvejs! Det er nemlig vilkårene, når man kun har lavet en strikkeprøve for at finde det maskeantal, man vil begynde med og derfra blot kører på rutinen, finder på mønstre undervejs og strikker bærestykket rundt med udtagninger strøet jævnt ud dernedaf! Jeg delte stykket til ærmer og for- og bagstykker........og fandt ud af det ikke passede! Men dette her håndspundne garn er så fedt at sidde med, så det ikke gør spor! Og normalt er jeg ellers IKKE i nærheden af at være begejstret for at trevle op!!! 

Wednesday, January 6, 2016

Nytårsforsæt

Det der med nytårsforsæt er normalt ikke noget jeg giver mig af med. Men......ingen regler uden undtagelse. Jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg i år VIL blive god til at strikke mønsterstrik. Og vel og mærke den type mønsterstrik, hvor man har 2 tråde med ad gangen. En type strik, som strikkemaskinen i mange år har fået lov til at lave - den er jo vældig god til det.

Men det vil jeg nu også kunne strikke i hånden, og så er der jo kun eet at gøre, nemlig at øve sig!


Her ses mit strikketøj på det tidspunkt, hvor maskerne lige er slået op. Garnet er noget af mit håndspundne - opskriften...ja den findes ikke, jeg strikker bare derudaf og ser hvad der sker. Jeg har selvfølgelig som det første lavet en strikkeprøve for at kunne regne ud, hvor mange masker der skal slås op. Mønstrene finder jeg på undervejs.


Når jeg er igang med et nystartet projekt, er det sjovt at strikke på, og derfor skrider det hurtigt frem. Jeg strikker en cardigan oppefra og ned og med et rundt bærestykke. Jeg strikker frem og tilbage, så jeg slipper for at skulle sy og klippe op. Så slipper jeg nemlig også for de tykke, lidt klodsede og bumlede kanter.


Det går indtil videre planmæssigt fremad. Og så følges jeg med Jeanette - vi huserer ovre på Instagram under #spinknitalong Vi strikker begge afvises eget, håndspundne garn. Og det ER bare hyggeligt sådan at følges ad.

Jeg har iøvrigt ikke nok af det mørke garn, så på eet eller andet tidspunkt bliver jeg nødt til at slippe pindene og sætte mig ved rokken. Hvilket heller ikke er nogen dårlig beskæftigelse;-)

Tuesday, December 1, 2015

Pebernødder


Flere har spurgt efter en god opskrift på pebernødder, så nu kommer den. Den stammer fra det bageri, hvor jeg begyndte i mesterlære tilbage i 1990, så det er en halvgammel een af slagsen; men det gør den ikke mindre god.

Pebernødder fra Gjesing Centerbageri.

200 g smør, 300 g sukker, 30 g hakkede mandler, 500 g mel, 1/2 tsk ingefær, 1/2 tsk nelliker, 1/2 tsk sort peber, 10 g bagepulver, 2 æg.

Dejen æltes sammen, trilles ud i tynde stænger og skæres i "nødder" ca 1/2 cm brede. Lægges på en bageplade med bagepapir på og bages ca 10 min ved 200 grader.

Rigtig god fornøjelse, velbekomme og rigtig glædelig jul


Tuesday, November 3, 2015

Besøg fra Fyn.


Mor og Far har været på besøg idag. Vi startede dagen med kaffe og rundstykker fra Byens Bedste Bager.


Mor og Far har i fællesskab lavet dette smukke tæppe til mig. Mor har valgt stoffer og syet, Far har skåret pap og pillet det ud igen, når Mor var færdig med at sy firkanter sammen (i hånden!!!). Det er SÅ smukt, og jeg er SÅ stolt af mine forældre og glad for tæppet.

De havde også en kassefuld lækre, fynske Belle Boskop-æbler med samt en posefuld af en ny sort, som jeg ikke kan huske navnet på. Og Far har repareret en rok for mig - og har fået en anden rok med hjem, som også trænger til en kærlig hånd. Det er virkelig service, sådan at have egen rokke-reparatør!


Og minsandten om ikke også Mor har haft tid til at strikke 4 spiralsokker for mig:-)))

Da kaffen var drukket, gik turen til Flittiglise, hvor Mor fandt både tøj og garn. Vel tilbage indtog vi smørrebrød fra Favoritten og sluttede dagen af med hjemmelavet budding, som blev godkendt.


Da Søren kom hjem, viste jeg ham tæppet og han kommentar var: "Ønsker du dig ikke osse et tæppe?" Han er nu igang med at teste tæppet, og det må siges at være godkendt. Vejrtrækningen er i hvert fald MEGET regelmæssig;-)



Monday, November 2, 2015

Spindekursus


I den forgangne weekend var jeg i Nordjylland for at undervise i spinding. Kurset var udbudt i Uggerby Husflidsforening, hvor jeg før har været. Holdet var et skønt mix i kendte og nye ansigter, og det var som altid skønt at se, når begynderne fik "knækket koden" og opdagede, hvor fedt det er at spinde.


Der blev lavet smukke uldorme.


Flere uldorme på et hjemmelavet Blending Board.


Her er der gang i mit Blending Board.


Der blev spundet smukke farver.


Som begynderne er det rart at få en hjælpende hånd, når det første garn skal tvindes.


Det første fed garn bliver behørigt beundret.

Tak til alle deltagere for en dejlig weekend, og tak til Suzi og Thomas for overnatning og MEGET hyggeligt samvær.

Wednesday, October 28, 2015

Stakkels lille høne


Der er ikke noget at sige til, at denne høne kryber lidt sammen og holder sig indendørs det meste af tiden. Om jeg dog fatter, hvorfor hun går SÅ voldsomt i fældning....og så på denne årstid.

Saturday, October 17, 2015

Spiralsokker


Der har været lidt snak frem og tilbage omkring spiralsokker, brug af strømpegarnsrester, sammensyning af garn osv ovre på Instagram (hvor min profil hedder karinhrkilde). Og nu kommer opskriften på spiralsokkerne så her, så I alle kan få glæde af den.

Spiralsokker kan naturligvis også strikkes af et almindeligt nøgle strømpegarn, altså et nøgle, der IKKE er sat sammen af garnrester. Det er bare MIT påhit sådan at få fyret nogen rester af garn af på den måde. Og det smarte ved dette system er, at der aldrig er en sok, der mangler en makker - der er nemlig aldrig 2 sokker, der bliver ens.


Her ses de 17 nøgler, jeg i løbet af de sidste par dage har fået lavet. Flot ser det ud, og hyggeligt er det nu at sidde og strikke disse nemme sokker, hvor farverne af og til skifter.


Og nu til selve opskriften:


Spiralsokker (voksen)

Mat: 4 strømpepinde str. 3, strømpegarn.

Slå 64 m op. Strik 2 r, 2 vr og fordel samtidig maskerne på 3 pinde således: 1. pind: 20 m, 2. pind: 20 m, 3. pind: 24 m. Fortsæt med at strikke rundt og strik ret over ret og vrang over vrang 3 omgange mere, så der i alt er 4 omgange strikket.
Nu skal mønsteret forskydes 1 maske mod venstre således: 1. pind: strik nu 1 vr, 2 r, 2vr osv, slut omgangen med 1 vrang. Sådan fortsættes strikningen endnu 3 omgange til der i alt er 4 omgange.
Og nu skal mønsteret igen forskydes 1 maske mod venstre således at 1. pind startes med 2 vr, 2 r osv.
Fortsæt strikningen i ”spiralmønster” til der er strikket i alt 36 x 4 omgange.
Nu skal tåen strikkes. Den strikkes i glatstrikning, dvs. der skal KUN strikkes retmasker. Begynd med at strikke en omgang KUN med retmasker, fortsæt derefter således:
1.    omgang: *6 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
2.    omgang: ret
3.    omgang: *5 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
4.    omgang: ret
5.    omgang: *4 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
6.    omgang: ret
7.    omgang: *3 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
10. omgang: ret
11. omgang: *2 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
     12. omgang: *1 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud
     13. omgang: 2 r sm, fortsæt omgangen ud.

Nu er der 8 m tilbage. Bryd garnet og træk snoren igennem maskerne, hæft godt. Hæft også opslagstråden og vupti, din spiralsok er færdig.

Maske-antal, børnestørrelser

Babysok: 40 m, længde på sok 22 x 4 omg
2-3 år: 48 m, længde på sok 26 x 4 omg
4-5 år: 52 m, længde på sok 28 x 4 omg
6-7 år: 56 m, længde på sok 30 x 4 omg
8-9 år: 60 m, længde på sok 32 x 4 omg

N.B. Når der strikkes de små størrelser, tages ind til tå efter samme princip som på voksen-størrelsen. Der bliver bare færre indtagninger pr. omgang, f.eks. er der på babysokken kun 5 indtagninger pr. omgang.
Nogen af størrelserne har et maskeantal, der ikke går op med 8, f.eks. størrelse 4-5 år. Her begynder jeg omgangene med indtagninger med at lave 4 indtagninger med 7 m mellem indtagningerne, så jeg efter omgangen kan strikke en omgang ret og derefter påbegynde indtagninger lige efter ovennævnte opskrift!

Rigtig god fornøjelse med strikningenJ



Saturday, September 19, 2015

Historien om den forsvundne høne

Da jeg igår aftes som vanligt skulle op og lukke for hønsene, manglede der een af de hvide høner.........

Jeg ledte højt og lavt - jeg talte og talte, og lige lidt hjalp det - der manglede stadig en hvid høne. Søren blev hidkaldt; men heller ikke han kunne finde hende. Tilsidst måtte vi opgive og indstille eftersøgningen.

Idag genoptog vi eftersøgningen - vi kunne simpelthen ikke begribe, hvad der kunne være sket! Men de øvrige høns blev lukket ud, og de løb fornøjede rundt i haven, akkurat som de plejer.

Da Søren var ved at være færdig med at lave aftensmad, skulle han lige ned på solterrassen og hente lidt krydderurter. Og pludselig kaldte han på mig - der var liiiiige noget, jeg skulle se.


Midt i salvien lå den forsvundne høne......på en rede fyldt med æg.


Ikke mindre end 14 æg var der i reden!!! Jeg havde godt nok undret mig over de ret få æg, der var blevet lagt i den senere tid. På den anden side var jeg ikke sikker på, om de høner, som blev udruget i foråret, overhovedet var kommet igang med at lægge æg, så jeg havde egentlig bare slået det lidt hen. Men nu gik det op for mig, at de ER igang. Hvilket jo er rigtig dejligt.

Og vores forsvundne høne er hjemme igen.....eller rettere, hun har slet ikke været forsvundet - hun havde bare gemt sig. Så enden er god, alting er godt, og vi har lige pludselig masser af æg:-)))


Wednesday, August 26, 2015

Afslutning


Af og til kommer ellers forholdsvis små og overskuelige projekter til at ligge i både halve og hele år, før de igen bliver taget frem og gjort færdige. Således også dette håndklæde, der vistnok blev startet op i forbindelse med en forestående køretur til Odense og tilbage, hvor jeg slet ikke kunne overskue at skulle sidde med hænderne i skødet SÅ længe!!!! Der kom bare hele tiden lige noget vigtigere indover, og sådan går det bare af og til.

Men NU er det blevet færdigt, og jeg er godt tilfreds. Også med farverne - og især med den skriggule i toppen. Og jeg, som ellers hårdnakket påstår, at jeg ikke er til gult!!!!! Nå; men har vel for pokker da lov til at udvikle sig og ændre holdning til tingene - også når man er fyldt 46. Måske især fordi man er fyldt 46.....

Wednesday, August 19, 2015

Gave fra et kært vennepar


Disse 2 smukke skåle er en fødselsdagsgave fra et kært vennepar fra Fyn. Karin Søgaard er navnet på keramikeren bag skålene - og ja, det er samme Karin, som har lavet min garnskål og de smukke krus, jeg også sælger af. Skøn gave fra skønne mennesker.

Thursday, August 13, 2015

Fødselsdag - del 2.

Mine bedste venner var inviteret til grillfest lørdag den 1. august, og på mirakuløs vis blev vejret lige pludselig rigtig dejligt og sommerligt i Danmark på netop denne dag. Vi havde ellers sikret os og dækket op inde i stuen; men vi endte med at rykke ud omkring havebordet og kun indtage desserten indendørs.



Her er Søren igang med nogen af forberedelserne.



Jeg fik dejlige gaver, et gavekort til en oplevelse i Musikhuset efter eget valg, gavekort til et skønt cafe-besøg og smukke vaser.


Desværre var det ikke alle, der kunne komme; men det er jo vanskeligt at være mere end eet sted ad gangen - vi må tage revanche en anden gang.




Sunday, July 26, 2015

Fødselsdag - del 1.


Mor og Far samt Elise, Mette og Steffen kom til fødselsdag igår. Vi havde den hyggeligste dag - og det var ikke kun mig, der fik gaver! Mor havde købt en malebog og fine farver til Elise, og det vakte stor glæde.


Mor havde bagt en LÆKKER tærtebund med mazarinmasse og chokolade på, og vi lagde creme og jordbær på lige inden vi skulle have eftermiddagskaffe. Der blev ikke levnet mange krummer:-)



Elise fik en middagslur i klapvognen - stillingen er en smule akavet; men det gjorde vist godt lige at lukke øjnene en times tid.


Mor havde 3/8 af patchwork-tæppet med, så vi kunne prøve at se på, hvilken kant der skal udenom når alle firkanterne (640 ialt!!) er syet sammen.




Fine fine gaver fik jeg - tusind tak for I kom.