Monday, January 24, 2011

Dobbeltstrik og silkekokoner

Jeg har fået pustet liv i et lidt ældre projekt - nemlig mit dobbeltstrikkede tørklæde. Jeg var gået igang med det, havde i et anfald af stædighed (hvilket bestemt ellers ikke ligger til mig) købt Drops Alpaca, "for der er i hvert fald ikke noget, der skal kradse på MIN hals!!" Intentionen var god nok, det strikkede stykke blev bare ikke særligt jævnt og pænt at se på, og jeg var RIGTIGT tæt på at trevle skidtet op og opgive projekt dobbeltstrik. Men......... så kom vi heldigvis til at snakke om dobbeltstrik inde i Garnhjørnets strikkecafe, og det var der da flere, der rigtig godt kunne tænke sig at lære! Og holde sin mund kan fruen jo ikke, så det endte med, jeg lovede at lave lidt materiale og en prøve omkring emnet.
Og da jeg så kom hjem og fik gravet strikketøjet frem (og på det tidspunkt havde jeg ikke engang strikket rapporten 1 gang endnu!!), tænkte jeg, at det vist alligevel lige skulle have en chance. Så nu strikker jeg lystigt videre på det fine tørklæde - er igang med mønsterrapport nr. 4 (ud af 8 ialt). Jeg strikker SLAVISK efter Annette Danielsens opskrift i bogen Strik naturligvis. Og jeg tror faktisk, tørklædet bliver meget godt - især efter en gang dampning.

På spindesiden er det silkekokonerne, der bliver spundet til garn i øjeblikket. Sidst i februar afholder Spindeforeningen generalforsamling på Lilleskov Teglværk, hvor Birthe og jeg har lovet at lave en lille workshop omkring effektgarn. Jeg har valgt at kaste mig over silkekokonerne, så jeg er i FULD gang med at spinde prøver.

Jeg har tvundet silkekokon-tråd med angora fra kaninerne, jeg har kartet rester af silkekokoner sammen med merino, og jeg har (som ovenstående billede viser) spundet silkekokon-tråd sammen med sort alpaca. Sidstnævnte garn er faktisk blevet SUPERFEDT, blødt og lækkert, og udseendet af garnet får mig til at tænke på blyindfattede ruder.



7 comments:

Unknown said...

Uhh, jeg glæder mig til GF. Det er et fantastisk garn at se på, det der "kokonkanin". Vil så gerne mærke også.

Fruen said...

Hej Karin. Det ser altså super flot ud.Det skal der vist lige mærkes lidt på ;-)Man kan altså fremtrylle virkeligt flotte effekter med de der silkekokoner.
Glæder mig også til GF.
Knus Kis

Helvigs strikkehjørne said...

Jeg håber da ikke du fortryder du sagde ja til at lære mig dobbeltstrik...jeg glæder mig rigtig meget til at prøve kræfter med det..

Unknown said...

Pas på med at mærke for godt efter på kokon-garnet - man kan godt gå hen og blive afhængig;-))
Helvig - jeg fortryder sjældent noget, og da SLET ikke noget, der har med garn at gøre!! Det er fedt at strikke dobbeltstrik og jeg glæder mig til vi skal igang med det:-)

Karin Grøn said...

Jeg er faldet over din blog tilfældigt og synes den ser så spændende ud, at jeg har lyst at følge med i den. Det bliver et lækkert tørklæde. Jeg har selv lige strikket en lille undertrøje i samme garn- det er fantastisk lækkert. Glæder mig til at se hvad din verden bringer

Irene said...
This comment has been removed by the author.
Irene said...

Det glæder mig du har øvet dig og nu har du jo fået en ekstra måned ;o) ... glæder mig osse til at få lidt undervisning i dobbeltstrik