Sunday, February 20, 2011

Kulørte kaniner og en spindeprøve


Jeg trængte til at få lidt farve på nogen angora-fibre - og det kom der så i den grad. Det kommer vel ikke ret meget bag på nogen, at den ene indfarvning blev limegrøn?? Det skal bruges sammen med nogen Noro-agtigt blandede farver merino-fibre. Workshoppen i Spindeforeningen her i februar har om muligt givet mig ENDNU mere blod på tanden hvad spinding og farvning og blanding af farvede fibre angår!
Den røde angora skal bruges sammen med en fiberblanding, jeg har købt hjem med bl.a. lidt pink, rødt og en smule silkefibre i. Det færdige garn skal bruges til et sjal, som igen skal bruges sammen med mine ny-indkøbte, hyperfede Dr. Martens-sko. Jeg bliver lidt "det tårnhøje helvede", når jeg har de sko på, for der er så absolut en gedigen sål under - måske skal jeg mest bruge dem, når jeg skal ud at suse UDEN Søren, for han kommer da til at syne af det rene ingenting ved siden af mig!

Jeg har for noget tid siden prøvespundet en tråd af ovennævnte fiberblanding, og jeg kunne ikke lige dy mig, men måtte prøve at tvinde den sammen med en angora-tråd, som jeg tilfældigvis lige havde en halv spolefuld liggende på lager af. Garnet er blevet okay; men det er lidt for meget "pakkesnors-agtigt" til, at jeg fortsætter ud af den vej. Men tvundet sammen med den røde angora, bliver det med garanti en helt anden snak!

Men nu skal jeg lige i køkkenet og have smurt en gang flødeost-glasur på en gulerodskage - mums!

No comments: