Tuesday, November 3, 2015

Besøg fra Fyn.


Mor og Far har været på besøg idag. Vi startede dagen med kaffe og rundstykker fra Byens Bedste Bager.


Mor og Far har i fællesskab lavet dette smukke tæppe til mig. Mor har valgt stoffer og syet, Far har skåret pap og pillet det ud igen, når Mor var færdig med at sy firkanter sammen (i hånden!!!). Det er SÅ smukt, og jeg er SÅ stolt af mine forældre og glad for tæppet.

De havde også en kassefuld lækre, fynske Belle Boskop-æbler med samt en posefuld af en ny sort, som jeg ikke kan huske navnet på. Og Far har repareret en rok for mig - og har fået en anden rok med hjem, som også trænger til en kærlig hånd. Det er virkelig service, sådan at have egen rokke-reparatør!


Og minsandten om ikke også Mor har haft tid til at strikke 4 spiralsokker for mig:-)))

Da kaffen var drukket, gik turen til Flittiglise, hvor Mor fandt både tøj og garn. Vel tilbage indtog vi smørrebrød fra Favoritten og sluttede dagen af med hjemmelavet budding, som blev godkendt.


Da Søren kom hjem, viste jeg ham tæppet og han kommentar var: "Ønsker du dig ikke osse et tæppe?" Han er nu igang med at teste tæppet, og det må siges at være godkendt. Vejrtrækningen er i hvert fald MEGET regelmæssig;-)



Monday, November 2, 2015

Spindekursus


I den forgangne weekend var jeg i Nordjylland for at undervise i spinding. Kurset var udbudt i Uggerby Husflidsforening, hvor jeg før har været. Holdet var et skønt mix i kendte og nye ansigter, og det var som altid skønt at se, når begynderne fik "knækket koden" og opdagede, hvor fedt det er at spinde.


Der blev lavet smukke uldorme.


Flere uldorme på et hjemmelavet Blending Board.


Her er der gang i mit Blending Board.


Der blev spundet smukke farver.


Som begynderne er det rart at få en hjælpende hånd, når det første garn skal tvindes.


Det første fed garn bliver behørigt beundret.

Tak til alle deltagere for en dejlig weekend, og tak til Suzi og Thomas for overnatning og MEGET hyggeligt samvær.

Wednesday, October 28, 2015

Stakkels lille høne


Der er ikke noget at sige til, at denne høne kryber lidt sammen og holder sig indendørs det meste af tiden. Om jeg dog fatter, hvorfor hun går SÅ voldsomt i fældning....og så på denne årstid.

Saturday, October 17, 2015

Spiralsokker


Der har været lidt snak frem og tilbage omkring spiralsokker, brug af strømpegarnsrester, sammensyning af garn osv ovre på Instagram (hvor min profil hedder karinhrkilde). Og nu kommer opskriften på spiralsokkerne så her, så I alle kan få glæde af den.

Spiralsokker kan naturligvis også strikkes af et almindeligt nøgle strømpegarn, altså et nøgle, der IKKE er sat sammen af garnrester. Det er bare MIT påhit sådan at få fyret nogen rester af garn af på den måde. Og det smarte ved dette system er, at der aldrig er en sok, der mangler en makker - der er nemlig aldrig 2 sokker, der bliver ens.


Her ses de 17 nøgler, jeg i løbet af de sidste par dage har fået lavet. Flot ser det ud, og hyggeligt er det nu at sidde og strikke disse nemme sokker, hvor farverne af og til skifter.


Og nu til selve opskriften:


Spiralsokker (voksen)

Mat: 4 strømpepinde str. 3, strømpegarn.

Slå 64 m op. Strik 2 r, 2 vr og fordel samtidig maskerne på 3 pinde således: 1. pind: 20 m, 2. pind: 20 m, 3. pind: 24 m. Fortsæt med at strikke rundt og strik ret over ret og vrang over vrang 3 omgange mere, så der i alt er 4 omgange strikket.
Nu skal mønsteret forskydes 1 maske mod venstre således: 1. pind: strik nu 1 vr, 2 r, 2vr osv, slut omgangen med 1 vrang. Sådan fortsættes strikningen endnu 3 omgange til der i alt er 4 omgange.
Og nu skal mønsteret igen forskydes 1 maske mod venstre således at 1. pind startes med 2 vr, 2 r osv.
Fortsæt strikningen i ”spiralmønster” til der er strikket i alt 36 x 4 omgange.
Nu skal tåen strikkes. Den strikkes i glatstrikning, dvs. der skal KUN strikkes retmasker. Begynd med at strikke en omgang KUN med retmasker, fortsæt derefter således:
1.    omgang: *6 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
2.    omgang: ret
3.    omgang: *5 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
4.    omgang: ret
5.    omgang: *4 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
6.    omgang: ret
7.    omgang: *3 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
10. omgang: ret
11. omgang: *2 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud.
     12. omgang: *1 r, 2 r sm*, fortsæt fra * til * omgangen ud
     13. omgang: 2 r sm, fortsæt omgangen ud.

Nu er der 8 m tilbage. Bryd garnet og træk snoren igennem maskerne, hæft godt. Hæft også opslagstråden og vupti, din spiralsok er færdig.

Maske-antal, børnestørrelser

Babysok: 40 m, længde på sok 22 x 4 omg
2-3 år: 48 m, længde på sok 26 x 4 omg
4-5 år: 52 m, længde på sok 28 x 4 omg
6-7 år: 56 m, længde på sok 30 x 4 omg
8-9 år: 60 m, længde på sok 32 x 4 omg

N.B. Når der strikkes de små størrelser, tages ind til tå efter samme princip som på voksen-størrelsen. Der bliver bare færre indtagninger pr. omgang, f.eks. er der på babysokken kun 5 indtagninger pr. omgang.
Nogen af størrelserne har et maskeantal, der ikke går op med 8, f.eks. størrelse 4-5 år. Her begynder jeg omgangene med indtagninger med at lave 4 indtagninger med 7 m mellem indtagningerne, så jeg efter omgangen kan strikke en omgang ret og derefter påbegynde indtagninger lige efter ovennævnte opskrift!

Rigtig god fornøjelse med strikningenJ



Saturday, September 19, 2015

Historien om den forsvundne høne

Da jeg igår aftes som vanligt skulle op og lukke for hønsene, manglede der een af de hvide høner.........

Jeg ledte højt og lavt - jeg talte og talte, og lige lidt hjalp det - der manglede stadig en hvid høne. Søren blev hidkaldt; men heller ikke han kunne finde hende. Tilsidst måtte vi opgive og indstille eftersøgningen.

Idag genoptog vi eftersøgningen - vi kunne simpelthen ikke begribe, hvad der kunne være sket! Men de øvrige høns blev lukket ud, og de løb fornøjede rundt i haven, akkurat som de plejer.

Da Søren var ved at være færdig med at lave aftensmad, skulle han lige ned på solterrassen og hente lidt krydderurter. Og pludselig kaldte han på mig - der var liiiiige noget, jeg skulle se.


Midt i salvien lå den forsvundne høne......på en rede fyldt med æg.


Ikke mindre end 14 æg var der i reden!!! Jeg havde godt nok undret mig over de ret få æg, der var blevet lagt i den senere tid. På den anden side var jeg ikke sikker på, om de høner, som blev udruget i foråret, overhovedet var kommet igang med at lægge æg, så jeg havde egentlig bare slået det lidt hen. Men nu gik det op for mig, at de ER igang. Hvilket jo er rigtig dejligt.

Og vores forsvundne høne er hjemme igen.....eller rettere, hun har slet ikke været forsvundet - hun havde bare gemt sig. Så enden er god, alting er godt, og vi har lige pludselig masser af æg:-)))


Wednesday, August 26, 2015

Afslutning


Af og til kommer ellers forholdsvis små og overskuelige projekter til at ligge i både halve og hele år, før de igen bliver taget frem og gjort færdige. Således også dette håndklæde, der vistnok blev startet op i forbindelse med en forestående køretur til Odense og tilbage, hvor jeg slet ikke kunne overskue at skulle sidde med hænderne i skødet SÅ længe!!!! Der kom bare hele tiden lige noget vigtigere indover, og sådan går det bare af og til.

Men NU er det blevet færdigt, og jeg er godt tilfreds. Også med farverne - og især med den skriggule i toppen. Og jeg, som ellers hårdnakket påstår, at jeg ikke er til gult!!!!! Nå; men har vel for pokker da lov til at udvikle sig og ændre holdning til tingene - også når man er fyldt 46. Måske især fordi man er fyldt 46.....

Wednesday, August 19, 2015

Gave fra et kært vennepar


Disse 2 smukke skåle er en fødselsdagsgave fra et kært vennepar fra Fyn. Karin Søgaard er navnet på keramikeren bag skålene - og ja, det er samme Karin, som har lavet min garnskål og de smukke krus, jeg også sælger af. Skøn gave fra skønne mennesker.