Wednesday, July 18, 2007

En "gammel" ven havde skrevet.....

en mail til mig, som jeg åbnede her til formiddag - jeg har nemlig holdt Bilka-fri idag;-) Det var såmænd en hilsen fra min "gamle" vævelærer (som rent faktisk er yngre end jeg) fra Djurs Håndarbejdsskole i Nimtofte. Hun solgte for år tilbage sin væv (til mig!!!!!); men nu mangler hun den og ville så lige høre, om jeg kendte nogen, der havde en god, solid væv til salg. Det gør jeg ikke sådan lige umiddelbart; men jeg villa da lige ringe og høre, hvordan hun havde det, så det blev til en god snak på en længde af ca. 1 times tid, vil jeg tro.
Jeg er enormt glad for at have hørt fra Anne igen - det er nemlig Anne Kirketerp, der er tale om her. Hun har skrevet bogen Vævede tørklæder, og jeg har faktisk medvirket til bogen ved at væve 3 af tørklæderne for hende. Vi havde sådan et sjovt år på højskolen - jeg var jo blandt de allerførste elever på stedet, og selvom forholdene indimellem var super-kaotiske, var der altså også bare en helt speciel stemning på stedet, som jeg ikke tror på har været dér siden. Hvor har jeg tit været ovre hos Anne, som boede i lærerboligen lige op og ned af skolen, om eftermiddagen. Vi har mangen en gang sust til Århus efter endt undervisning for at handle i Læderiet eller andre steder. Og ikke at forglemme var det også Anne, der lærte mig at spinde. Det er jeg hende yderst taknemmelig for, og jeg glæder mig helt vildt til at komme op og besøge hende engang i nærmeste fremtid. Jeg har nemlig en bunke vævebøger liggende på en hylde i stuen. Det er et langtids-lån, og det har det unægteligt også været. Men nu skal Anne heldigvis snart igang med at væve igen, og så må jeg hellere se at få afleveret bøgerne. Så skal Anne nemlig få lov til at give en kop kaffe, skal hun, og så skal der snakkes om vævning, farvning, spinding og alt muligt andet..................

No comments: