Sunday, July 19, 2009

Muffins-kjoler og lagkage

Det varer ikke så længe, som det HAR gjort, før huset skal fyldes med fødselsdags-gæster. Det gælder om at være klar, på plads og iorden, bl.a. skal der jo være styr på kagen til eftermiddagskaffen. Jeg har forsøgt mig med en anden model, der dog IKKE fandt nåde - som Søren udtrykte det, så var bunden en smule "brød-agtig". Alt, alt for bastant og overhovedet ikke spor lækker.
Så fandt jeg denne opskrift frem, og kagen er godkendt af både Søren og ældste bonus-datter;-) Den består af lyse, rørte bunde dækket med marengs. Fyldet er citron-flødeskum, hvilket gør kagen dejligt frisk og lækker.

Og så har jeg fået syet en kjole til hver af de 3 børnebørn, der kommer fra England på onsdag. Stoffet fandt jeg i Stof2000 - jeg kunne bare ikke stå for det.

Ville DU måske kunne lade det ligge, hvis du kom i en stof-forretning, var bager og fik 3 små yndige piger på besøg? Nej, vel??
Udover at have syet kjoler, lavet lagkage og hygget med ældste, har Søren og jeg også fået ryddet op på loftet samt prøve-opstillet en pavillon. Der ender med at blive fuldkommen styr på det hele. Og hvorfor pokker er det så lige, man først får ryddet op rundt omkring i alle hjørnerne, når huset skal fyldes med gæster? Jeg forstår det ikke helt; men faktum er, at det er sådan her på Kornvangen. Det tog os blot en weekend at male på terrassen - et projekt, der har været undervejs i årevis. Men nu er det gjort, og vi NYDER i fulde drag at komme ud i alle hjørner og kroge og få ryddet op, smidt ud og gjort rent.

Tuesday, July 14, 2009

Jeg er gået karte-amok.

Lige pludselig får jeg lyst til at lave eet eller andet spændende. Hvad søren skal jeg dog lige finde på????? Åhhhhhhh, jeg kunne da f.eks. tage min Ashford kartemaskine med ud på terrassen og blande nogen fibre.
Her ses 300 g fibre i bats á ca. 25 gram. Det er en helt tilpas mængde til min kartemaskine - presser jeg den meget mere, bliver resultatet ikke specielt vellykket. Og da jeg vil have et ordentligt resultat, er det altså sådan ca. denne mængde, jeg holder mig til. Jeg har kartet grønne og hvide uld-fibre sammen tilsat en smule gulgrønt og lidt pink.
Fibrene bliver kartet igennem maskinen 2 gange, så de bliver blandet lidt med der er stadig striber i mine bats. Fibrene bliver blandet yderligere under spindingen, men det færdige garn bliver altså ikke helt ensartet i farven. Overordnet set er garnet lysegrønt; men ser man nærmere efter, opdager man små farvenuancer.
Se bare striberne her......
Og her anes de pink fibre.
Det første bundt garn ligger lige nu til tørre på terrassen - der blev 82 gram garn, der måler ca. 266 m, altså en løbelængde på ca. 3250 m/kg. Jeg spinder et helt almindeligt, 2-trådet garn og regner med at bruge det til...................SURPRISE: en vendestriks-vest!!!!! Denne gang går den muligvis hen og bliver retstrikket, så den bliver mere autentisk og strikket efter opskrift!!

Bageren bager ikke - det gør bagerens mand

Indimellem får Søren et bage-flip (og jeg skal ikke lægge skjul på, jeg NYDER det). Tag nu f.eks. her i weekenden, hvor vi alligevel skulle have gang i grillen. Hvad er vel mere nærliggende end at lave franskbrøds-dej af 2 kg mel om formiddagen, sætte det til hævning i svaleskabet (gudskelov med vita henover - ellers havde vi vist haft dej ud over det hele!!) og bage 2 brød, 1 før og 1 efter bøfferne. Uhm, det er altså bare LÆKKERT med sådan et helt nybagt brød.
Her ligger brød nr. 2 til hævning i skålen.
Og jeg skulle absolut foreviges imens jeg skar brødet ud. Bemærk venligst IKKE, hvordan min elskede vendestriks-vest gerne vil arbejde sig frem på skuldrene, så forstykkerne ser umanerligt lange ud. Dette vil jeg forsøge at rette op på på vest nr. 2!
Jeg har minsandten også fået spundet mine norske fiber-og-garn-bytterunde-fibre til et færdigt garn. Fibrene er finuld i 4 farver, mørkeblå, turkis, mørkegrøn og lime. Fibrene var kartet sammen til et bat, hvor farverne var fordelt i lag.

Og her et nærbillede af garnet, der er temmelig tykt. Løbelængden er ca. 1950 m/kg, der er 128 gram, og garnet er spundet efter longdraw-metoden og tvundet til et ganske almindeligt 2-trådet garn.

Thursday, July 9, 2009

Flere rester brugt.

Så er jeg færdig med at spinde garnet til vendestriks-vest nr. 2! Jeg har igen brugt af alle mine rester - denne gang er farveholdningen over i de lilla, blå og grønne nuancer.
Jeg har spundet et 2-trådet garn, den ene tråd er spundet af diverse rester, langt de meste er uld; men der har også sneget sig en smule silke imellem. Den anden tråd er en gråmeleret alpaca, fibrene er købt i USA og er klippet af dyret og sendt til mig. Jeg har vasket alpacaen inden spinding, og den er herrelækker at spinde. Dog er der MASSER af vegetabiler i, så gulvet ser farligt ud, når jeg har spundet en spolefuld. Men pyt, støvsugeren er jo heldigvis opfundet.

Jeg har spundet ca. 420 gram, og garnet har en løbelængde på ca. 2550 m/kg. Også denne vest bliver strikket på en pind 4½ tror jeg.

Sunday, June 28, 2009

Skøn mini-ferie på Samsø

Så er vi hjemme igen efter en skøn, skøn miniferie på vidunderlige Samsø. Aldrig mere vil jeg kunne se en valmue og en kornblomst uden at mindes vores dejlige tur. Næppe var vi kommet af færgen i Kolby Kås og var begyndt cykelturen mod Brundby Rockhotel, før vi kom til den smukkeste mark fyldt med de fineste, røde valmuer. Jeg var totalt solgt på stedet!!
Dette er fra en gåtur op til Brundby Stub-mølle, der desværre var lukket p.gr.a. fare for sammenstyrtning. Men gåturen var fin-fin, og udsigten oppe fra bakke-toppen var også bare HELT iorden!!

Her er vi ved Ilse Made og den hellige kilde. Det ER faktisk ferskvand, der er i det ældgamle egetræ - og se blot, hvor tæt den ligger ved strandkanten.


Vi boede som sagt på Brundby Rockhotel, hvor vi blev forkælet ud over alle grænser. Vi havde fået tildelt Det Blå Værelse, og sikke vi nød det. Vi kunne sove for åbent vindue, hvilket vi ikke sådan er vant til p.gr.a. naboernes IRRITERENDE haner, der glad og gerne begynder at gale ved 3-tiden om morgenen, grrrrrrrrrrrrrrrr!!!!!!!!

Og her har vi vovet os op i toppen af Vesborg Fyr. Det øverste stykke af trappen var MEGET smalt, og jeg havde ærligt talt mine betænkeligheder; men dem overvandt jeg heldigvis og godt for det, for der var en HELT fantastisk udsigt deroppefra.
Håndarbejde????? Jo, jeg havde skam både strikketøj og fibre samt håndten med. Jeg fik da også slået masker op og strikket ca. ½ nøgle op, før jeg opdagede, jeg havde strikket forkert;-(( Jeg slog op for 2. gang på færgen på vejen hjemad og har i skrivende stund nu ca. indhentet det optrævlede! Håndtenen fik jeg slet ikke motioneret på Samsø - hmmmm, jeg må vist hellere se at komme igang.
Men det korte af det lange er altså, at jeg VARMT kan anbefale Samsø som turistmål. Øen er aldeles pragtfuld at cykle rundt på, vi nåede op på knap 140 km - vi oplevede SÅ meget dejligt i løbet af vores 4 overnatninger derovre. Og selvom taskerne var RET hårdt pakket, da vi skulle hjemad, nåede vi da at få plads til både kartofler, ærter og skønne, skønne jordbær.

Friday, June 12, 2009

Endnu et hus og en vest

Når haven er beriget med et nyt og fint legehus, skal fuglene da ikke snydes, mener Søren. Og derfor har han fikset denne nye bolig til de små. Den er ophængt på bagsiden af legehuset, så fuglene trods alt har mulighed for en smule fred og ro. Og Søren har så været så genial at sætte en plexi-glas-plade i huset og boret et hul i væggen, så der er mulighed for at følge eventuelle beboere i kassen på nærmeste hold.
Og så har jeg minsandten fået lavet en vest af mit Saltum-garn. Og hvorfor hedder det så et Saltum-garn? Hmmmmm, ene og alene af den grund at det var dét garn, jeg begyndte at spinde, da vi sad oppe i sommerhuset. Det er spundet af rester af håndindfarvede fibre - den slags har jeg nemlig TEMMELIG mange af, og så var jeg kommet i tanker om, at jeg ville prøve at bruge dem til eet eller andet konstruktivt. Garnet er 2-trådet, tvundet af 1 tråd kulorte rester og 1 tråd lysebrun BFL. Farverne er fortrinsvis holdt i den røde, pink, lilla farveskala; men som Kirsten Kielmanns mand siger, så skal der være noget, der "river". Ment på den måde, at man skal passe på, farverne ikke bliver holdt ALT for meget tone-i-tone, der skal være noget til at fange øjet og bryde alt det "pæne". Derfor er der også enkelte grønne og blå striber i garnet. Ikke mange og ikke store striber; men små af slagsen kan også gøre det.

Vesten er en vendestriks-vest, kraftigt inspireret af Hanne Meedoms bog om Vendestrik. Men jeg har altså lavet min vest glatstrikket - jeg ville gerne fremhæve farve-spillet uden at det skulle brydes af retriller. Jeg har strikket på en p 4½ og vesten vejer ca. 330 g


Og et nærbillede af en knap, som jeg har købt af Birthe Sahl.



En lind strøm

Er der noget så fedt som at få postkort fra mere eller mindre fjerne egne af verden?? Nej vel. Og vi har været så heldige at få hele 3 af slagsen - vi er virkelig forkælede;-))))) Og hvor jeg dog nyder det.