Monday, December 31, 2007

Nydelse

Hold op, hvor har det været en herlig juleferie i år. 7 hele dages frihed efterfulgt af bare 2 arbejdsdage. Og minsandten om jeg nu ikke har 2 ugers ferie. Det er bare FOR godt. Eneste projekt er vores badeværelse, som skal have "nye vægge". Hvilket blot er ensbetydende med, at jeg skal have fjernet glasvævet, spartlet væggene, malet med strukturmaling og efterfølgende med alm. maling. Det projekt er da til at overse. Og det betyder så også, at der er MASSER af tid til at lave sjove ting som f.eks. væve, strikke, spinde, farve og læse Harry Potter. HERLIGT!
Jeg er i fuld gang med at spinde garn til et vingesjal. Opskriften er Vivian Høxbro´s; men jeg har altså lyst til at spinde mit eget garn til projektet. Og nu er det jo sådan med sjaler, at de ikke behøver passe så nøje som f.eks. en trøje, så at mit garn har en anden løbelængde end det til opskriften anvendte, er sådan set ligegyldigt. Jeg glæder mig til at få tvundet de 2 spoler og komme igang med at strikke.

Sjalet herover en en nærmest tro kopi af min søsters (tak for inspirationen, Anne). Garnet er mit eget håndspundne, 2-trådet med en tråd jacobsuld og 1 tråd af en merino-babyalpaca-blanding. Jeg har slået op til UTALLIGE projekter med garnet; men ingen af dem blev helt rigtige. Så efter en hel del tilløb, besluttede jeg mig så for at efterabe min søster. Sjalet er retstrikket med en udtagning i slutningen af hver pind og en lænkekant, som er nem at hækle masker i. Kant-garnet er et nøgle med nogen kunst-fibre i fra Netto. Enkelt og pænt og bare lige i øjet!!

1 comment:

Anonymous said...

Hvorfor starter du ikke bare med at slå om pinden ?? så har du udtagning og lænke på een gang ??