Tuesday, January 1, 2008

Mums



Søren og jeg var idag ude at spadsere en tur - ikke fordi, der var tømmermænd, der skulle plejes; men fordi vejret indbød til det og fordi vi hvert år plejer at gå en lang tur den første dag i det nye år. Jeg var også ude at gå igår, hvor vejret faktisk var meget bedre, og dér opdagede jeg på vejen disse herlige svampe. Ergo var der ingen tvivl om, hvor turen skulle gå hen idag, for jeg ville naturligvis gerne bjærge disse skønne østershatte, som smager helt eventyrligt. Tænk, at vi kan være så heldige at få lov at sætte tænderne i dem, de sad på et træ, der vendte ud mod offentlig vej! Det er næsten for godt til at være sandt.

Nytårs-forsætter plejer jeg IKKE at gøre i, hvis jeg synes, mit liv trænger til forandring, prøver jeg at ændre på det hen ad vejen. Men Søren og jeg er nu alligevel blevet enige om, at der i det nye år skal afsættes mere tid til pleje af OS. Arbejde er jo fint nok; men det er bestemt ikke det vigtigste her i livet, og i det nye år vil vi prøve at komme lidt mere ud at rejse, fiske og samle svampe. Og vi er jo allerede godt igang, så mon ikke det vil lykkes for os? Det tror og håber jeg.

Foreløbig er jeg godt igang med at holde ferie, det kan jeg lige akkurat godt holde til. Og badeværelset er halvvejs skilt ad, så imorgen kan jeg komme igang med at skrue knager og beslag ud af væggene, finde spartelmasse frem (hvis vi da overhovedet HAR noget), hive glasvævet af væggene osv. Jeg glæder mig faktisk til at komme igang. Og ikke mindst til at blive færdig igen!

1 comment:

Anonymous said...

Østershatte... herligt man kan jo være heldig, og så på panden med fløde...mums