
Jeg har længe spejdet efter æg; men det første kom altså først den 17. marts. Det lå på jorden oppe i hønsehuset, og det undrede mig en smule; men dog ikke mere, end jeg bare samlede det op og tænkte, at det nok var kommet lidt bag på hønen og hun derfor ikke var nået ind i en redekasse. Et par dage efter lå der endnu 2 æg på jorden deroppe - jeg spekulerede lidt på tingene og besluttede at tjekke alle hjørner efter for evt. reder. Men jeg fandt intet!!

Idag er det så gået op for mig, hvor mine kære høns mener, det er bedst at lægge æg. Det foregår inde i en kaffesæk, der er halvt fuld af halm. Sådan nogen sække bliver lidt halv-møre af at være ude i fri natur, som de jo trods alt er oppe i hønsehuset, så der er et ret stort hul på den ene side. Og her suser hønsene så ind og lægger deres æg i den dejligste bløde rede.