Første eksemplar af Annette Danielsens model Det er ganske vist fra bogen af samme navn. Jeg har ikke brugt det originale garn, da mit lager mildest talt BUGNER af en kvalitet, der er helt perfekt til denne model. Det lilla har jeg selv farvet, "hønsegarnet" er uden påført farve, og hønsebenene er et nøgle fra Sandnes. Altsammen er det superwash-behandlet, hvilket en del forældre synes er en fordel;-)
Og her et nærbillede af hønsebenene, som jeg finder ualmindeligt charmerende, som de sådan hænger der og kan daske. Hele blusen er håndstrikket pånær benene, hvor jeg "snød" og brugte strikkemaskinen, som er helt eminent til at lave "strikkelise-snore" med. I-snoddar som det hedder på svensk, et herregodt ord!
Og sidst men bestemt ikke mindst så har jeg også haft gang i rokken på det seneste. Vi mistede i november måned en kanin, og jeg har siden arbejdet på dette garn, som skal omdannes til et trøje til Søren. Det plejer jo at være fruen, der får de lækre angora-effekter; men nu er det altså blevet Sørens tur. Garnet består af angora fra alle vores kaniner - inkl. Harry Potter, som nu hopper rundt og fornøjer sig med gulerødder og jordskokker i kaninhimlen - samt en blanding af sort alpaca og hvid silke. Jeg har helt vilkårligt spundet en tot af det ene og en tot af det andet, og farverne blander sig så også helt vilkårligt, når jeg tvinder garnet. Det er blevet rigtigt godt, synes jeg, og jeg glæder mig meget til at få lavet en strikkeprøve af det, så jeg kan komme igang med trøjen. Jeg regner med, den skal strikkes i neverkont; men nu får vi se, hvordan prøven bliver.
No comments:
Post a Comment