Wednesday, April 11, 2007

Silke-alpaca-fibre


Jeg fik en forespørgsel på mine silke-alpaca fibre, tog lige hurtigt et par billeder af resterne af første portion og her er de så. Der er allerede reserveret 2 bundter af fibrene på det øverste billede - bare lige til orientering....... Jeg må vist hellere få sendt bud efter flere fibre af denne og andre sjove blandinger snarest.

Har I iøvrigt tjek på denne begivenhed?? Det kunne da godt gå hen og blive ganske fornøjeligt, tror jeg. Blot er det lidt langt at køre for nogen af os; men sådan er det jo på den anden side altid, ikke sandt??

Monday, April 9, 2007

Åh-åh.......


Søren er smuttet en tur i haven, uden jeg har set det, og han har taget riven med........ Bare det nu går godt, han er til tider noget så energisk, og det kan altså godt gå ud over de forkerte planter. Gæt selv, hvorfor det er mig, der altid luger de få steder, der skal luges i vores have???

Strømpegarn


Det har faktisk været en rigtig sumpe-dag idag! Vejret er blæsende og af og til kommer der en byge, så det virker ikke just tillokkende at bevæge sig udendørs. Istedet har jeg fået lappet et par af Sørens før så pæne bukser (han kom for tæt på et skarpt hjørne på sin fars hjemmebyggede træ-drejebænk og rev et ordentligt hul i bukserne). Jeg har simpelthen syet bukserne sammen igen med en 3-punkt-zigzag og derefter syet et stykke stof henover, hvorpå jeg har broderet Stanfield med symaskinen. Han er godt tilfreds med resultatet, og det er jeg sådan set også. Men hvor er det dog bare ærgerligt med sådan et par gode bukser!!
Udover at lappe bukser har jeg også fået farvet 1 kg strømpegarn - se billedet herover. Det er foregået efter sjat-farvnings-princippet, jeg har dog lavet 100 g ad gangen nogenlunde ensartet. Og det har som altid været en fornøjelse at farve på denne måde - ikke så megen kiggen i opskrifter og udregninger - næh, bare hælde noget farve i små bægre, suge det op i sprøjter og så sprøjte det ind i garn-nøglerne. Nemt og enkelt!!
Nu skal jeg så hen og have vundet alle 20 nøgler op i fed, så tørrer garnet nemlig meget hurtigere...............

Sunday, April 8, 2007

Hundeuld


En hund af samme race som denne, nemlig en hvid schæfer, har været så venlig at afgive noget uld. Og ejeren har så lige så venligt samlet ulden sammen og givet den til min nabo, som så har givet den videre til mig. Sikken alle de hjælpsomme mennesker og hunde, man er omgivet af, hva?
Der er ca. 30 gram uld efter sortering (dvs. jeg har siddet med en pincet og pillet de fleste dækhår fra, da det kun er underulden, jeg er interesseret i at spinde af). Og selvom det ikke er så meget, agter jeg nu alligevel at spinde en tråd af disse fibre, en tråd af hvid BFL og så spinde de 2 tråde sammen til et forhåbentligt lækkert garn. Der kan da altid blive et par pulsvarmere eller noget lignende ud af det.
Strikkemaskinen står i øjeblikket og arbejder for mig med at strikke spiralsokker, Søren er i køkkenet og pusler med aftensmaden (vi skal have fisk, uhmmmmm) og jeg har kun haft 1 styrt på rulleskøjterne idag - er livet ikke bare herligt????

Wednesday, April 4, 2007

Silke-fibre





Jeg fik en forespørgsel på silkefibre forleden og var i den anledning lige henne og tage et par billeder. Og dem kan I jo sådan set også ligeså godt få at se. De røde, orange og pink fibre røg afsted mod Sønderborg i går, og de er nået vel frem, har jeg set på denne blog. Jeg må vist hellere få bestilt nogen flere fibre hjem inden så længe, jeg har også en kunde, der venter på alpaca-silke-blandingen, som bare er SÅ lækker.
Ellers er jeg i fuld gang med at prøve at finde balancen på mine rulleskøjter. Og det er bare ikke så nemt, som det ser ud til, kan jeg godt betro jer!! Når man så tager i betragtning, at jeg er så gammel, som jeg jo er (!!) og ALDRIG før har været oppe på hverken rulleskøjter eller almindelige skøjter, så er det faktisk lidt af en udfordring. Alene dét at komme op fra sofaen, hvor man har siddet og snøret skidtet fast på benene, må være et syn, der kan få enhver til at bryde ud i en tordnende latter. Men bare vent og se - jeg VIL have det lært, for det ser faktisk temmelig sjovt ud, når der sådan kommer nogen løbende, der har tjek på den slags.....


Friday, March 23, 2007

Begyndelsen til en veste-poncho-ting


Så mangler jeg kun liiiiiiige, at skidtet vil tørre i en hulens fart, for disse 3 filtede stykker skal jo ikke bare se sådan ud. Næh, de skal syes sammen på een eller anden facon, og der skal maskinbroderes derpå og måske osse pyntes med lidt perler og kram. Så for min skyld må det gerne blæse lidt endnu herude på terrassen, så den sidste fugt kan blive fortrængt. HURTIGT, TAK!!!

Thursday, March 22, 2007

En dejlig gave


Prøv lige og se, hvad denne skønne kvinde har sendt mig...... ER det ikke bare vidunderligt? Og jeg vidste bare helt præcis, hvad det skal bruges til straks jeg åbnede pakken. Jeg skal filte, skal jeg, og jeg skal maskinbrodere. Og af kidmohair-garnet skal jeg enten hækle nogen fine borter, små ærmer eller lignende. Eller måske strikke, det har jeg endnu ikke afgjort. Men flot skal det blive - det håber jeg i hvert fald. Det færdige produkt, der ligger inde i mit hoved, ser i hvert fald ret ok ud!!!!!! Men det kan I så selv bedømme, når det bliver færdigt.
Væven står bommet og klar til sølning - der er angora fra Nette på rokken, jeg har gang i et Kaffe Fassett-broderi og hold op, hvor har døgnet bare OVERHOVEDET ikke timer nok i øjeblikket. Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og det skal vi ikke nyde noget af her i huset, så jeg iler videre............