Wednesday, June 13, 2007

Prinsessen på visit



Ja, altså ikke DEN prinsesse men derimod Pjuske, som residerer her på Kornvangen til imorgen, hvor Anne og Michael vender tilbage fra hovedstaden. Vi hygger os gevaldigt, Pjuske og jeg - undtagen når hun ABSOLUT vil være i soveværelset om natten.......og helst oppe i sengen. Dér sætter jeg grænsen, så vi sover for lukkede døre. Og så må hun selv vælge, om hun tager sin kurv eller sofaen..................

Tuesday, June 12, 2007

Min far er bare en knag



Han har nemlig lavet dette super-duper-flotte skilt til mig. Det skal monteres på et par mahognistolper, der skal støbes ned foran vores hus. Nøj, hvor jeg glæder mig til at se det på plads!!!!!!!!! Tusind, tusind tak for hjælpen far, det havde jeg ALDRIG kunnet lave selv!!!!

Sunday, June 10, 2007

Søren klippede hækken......


og jeg snuppede så lige noget af afklippet og proppede det i gryden. Det kom der dette resultat ud af. Til højre i billedet ses garn, der er bejdset med alun direkte i farvebadet. Og til venstre ligger så garn fra 2. kog, det er bejdset med rabarberblade og efterbehandlet med salmiakspiritus.
Og så har jeg jo ellers fået det nye Spin Off i postkassen fredag - det ER pløjet igennem. 1 af artiklerne er vist skrevet til mig - den bliver i hvert fald brugt som grundlag for den lille workshop, jeg skal stå for til Spindeforeningens årlige træf, som løber af stabelen søndag den 2. september 2007 kl. 10-16. Træffet kommer til at foregå sideløbende med et økologisk høstmarked på Beboer og Aktivitetshuset Midtgård, Ravnsbjergvej 6, 6710 Esbjerg V. Træffet er kun for medlemmer af foreningen; men man er naturligvis meget velkommen til høstmarkedet, hvor man så kan se os sidde og spinde (og snakke, naturligvis!!)

Tuesday, June 5, 2007

Farvning med svampe fra Birthe.


Jeg var så heldig at få en stor posefuld frosne svampe foræret af Birthe da vi afholdt den stiftende generalforsamling i Spindeforeningen i januar. Disse svampe er nu endelig blevet brugt til noget fornuftigt, nemlig at farve garn med. Og sikken nogen farver, der er kommet ud af det. På midterste hylde af tørrestativet ses garn, der er alun og vinsten-bejdset og farvet i første farvebad. De 2 fed yderst til højre er mohair, resten alm. uld. Øverst ses til venstre også et fed fra 1. farvebad - dette er efterbehandlet med oxalsyre. Til højre ligger så den uld, der også er farvet i 1. farvebad men som er efterbehandlet med.............ta-da.............. salmiakspiritus. Det er altså bare SÅ sjovt at se, hvordan farven skifter, så snart man hælder den ned i gryden! Nederst ses lige et par fed fra 2. farvebad, de er ikke efterbehandlet men har blot en lysere nuance, da der naturligt nok ikke var så meget farve tilbage i vandet.
I øjeblikket har jeg så noget krap-farvet garn liggende til afkøling - noget er efterbehandlet med salmiakspiritus, andet er ikke.

Friday, June 1, 2007

Salmiakspiritus


Hvis du af og til plantefarver ligesom jeg, skulle du nu tage og prøve at efterbehandle med 3-dobbelt salmiakspiritus. Det er BARE noget, der virker, skulle jeg hilse og sige. På billedet herover ses 3 indfarvninger med alkanna. Alle er bejdset med alun og vinsten, forskellene opstår i efterbehandlingen. Helt til højre ses uld, der er efterbehandlet med eddike. Resultatet er lysebrunt, akkurat som garnet var før efterbehandling. Altså ingen synderlig forskel. I midten ses den samme type garn, blot efterbehandlet med salmiakspiritus. Forskellen opstod i det øjeblik, jeg hældte salmiakken i vandet. Farven på garnet skiftede simpelthen straks til denne smukke grønne nuance. Og til venstre ses mohairgarn, som er bejdset med alun og vinsten direkte ned i 2. afkog af alkannaen. Og der er også efterbehandlet med salmiakspiritus. Farven er SÅ smuk grågrøn - lige i øjet. Det var godt, jeg "ofrede" 200 g på dette kog!!

Her ses så mit tørklæde, som er spundet af Birthe P.´s BFL i farven "Mariannes". Sjovt nok har Birthe og jeg fuldkommen uafhængigt af hinanden valgt netop dette mønster på samme tid. Det ER da lidt morsomt, synes jeg. Jeg er langtfra halvvejs endnu, så der kommer mange flere farver på tørklædet. Jeg glæder mig til det er færdigt. Men det er nu hyggeligt med sådan et "hånd-strikketøj" - det sker meget tit, at jeg nærmest kun strikker i hånden, når jeg "snyder" lidt fra firma-arbejdet og bare har brug for at sidde lidt med benene oppe og hjernen slået fra. Men her er altså andre planer, så dette strikketøj er "fuldt legalt"

Wednesday, May 30, 2007

Heksemutter lod en tudse.....


......riste som en ren karuse, rimmerum, rimmerum.......tra-la-la...... Man skulle altså næsten tro, jeg VAR sådan en heksemutter - min chef kalder mig ofte en kost...... men den bruger jeg altså mest til at komme til og fra arbejde på!!!!!!!!!!!!!
Når man plantefarver og koger på de forskellige supper, stinker det værre end jeg ved ikke hvad på terrassen. Alkanna er ingen undtagelse....... Suppen er nærmest bordeaux-rød......lugten er ubeskrivelig; men bestemt ikke særlig rar. Jeg har bejdset 400 g uld med alun og vinsten - havde egentlig også planer om nogen andre bejdser; men så faldt jeg tilfældigvis over et lille notat i en bog fra plantefarvningen sidste år. Og der erfarede jeg, at bejdset med tinsalt bliver farven lortebrun, hvorimod den bejdset med alun og vinsten bliver meget smuk blågrå. Og jeg gider da ikke have lortebrunt garn, hvis jeg kan undgå det. Ergo blev alle 400 g alun-bejdset, og jeg vil så lave lidt efterbehandling med forskellige ting og sager her senere på aftenen.

På rokken har jeg haft en af Birthes farveblandinger "Mariannes" på - garnet er blevet 1-trådet, og jeg er nu igang med at strikke et tørklæde med et ganske enkelt hulmønster. Der kommer et foto, når jeg er kommet lidt længere frem i teksten.............

Sunday, May 20, 2007

En tur i skoven





Vejret har været helt fantastisk idag, og det har vi benyttet os kraftigt af. En cykeltur ud i Nørreskoven, hvor vi medbragte de snegle, vi ikke kunne spise lige efter rundstykkerne samt en sodavand, resulterede i disse 3 billeder - det er Søren, der har været fotograf!! Det er jo med at få øje på farverne derude - det synes jeg egentlig er lykkedes meget godt!!


Vel hjemme slog vi os ned på terrassen og nød solen og det stille vejr i fulde drag. Men ingen af os kan jo alligevel sidde stille dér en hel lang dag, så det endte med, at Søren gik ind og rodede lidt med computer - han fik bl.a. også hentet PhotoFiltre, som han syntes så ganske interessant ud. Jeg tog rokken ud i solen og begyndte at spinde silke-hankies, farvet af Birthe P. Og jeg fik da også bejdset 100 g bomuld og 100 g uld i en alun/vinsten-bejdse samt farvet det med løvefod. Se bare de sidste par dages frembringelser:
Her er det først 100 g uld (nederst i billedet) og 100 g bomuld, der er alun/vinsten-bejdset og farvet med løvefod.

Og her ses til venstre 50 g bomuld og til højre 50 g uld, der er bejdset med rabarberblade og farvet med vild kørvel. Jeg indrømmer blankt, at bomulden kun er MEGET let farvet; men lidt har som bekendt også ret..........

Og dette billede viser så mit plantefarvede bomuldsgarn. Til venstre i billedet noget vasket med ubejdset garn, næste portion er resultatet af min forglemmelse forleden (det vil sige, det er noget af det garn, der stod og kogte i en rabarber-bejdse HELE natten for fuld udblæsning. Godt, grydelåget slutter helt tæt!!!). Det tredje fed fra venstre er bejdset med rabarberblade og farvet med vild kørvel, og det sidste bundt er bejdset med alun/vinsten og farvet med løvefod.

Jeg er egentlig ganske godt tilfreds med resultaterne - det er ikke det hele, der er lige kraftigt i farven; men det gør nu heller ikke noget. Som min farmor ville sige, hvis hun ellers levede endnu: "Der skal også være noget for de adelige"!! Ak ja........................