Sunday, December 7, 2014

2. søndag i advent

Min morgen startede tidligt - jeg vågnede kl 6 og kunne ikke sove længere. Så er der kun eet at gøre nemlig at stå op og få noget godt ud af dagen.

Jeg nåede at sidde og hækle på en pulsvarmer i et par timer, før Søren begyndte at røre på sig. Og jeg fik også vasket alle de uldne julegaver, som jeg nu er helt færdig med:-)





Det er nu rart at have god tid sådan en søndag, tid til at tænde lys, drikke kaffe og ikke mindst at åbne skønne adventsgaver. Mor og Fars gaver bød på lækre valnødder samt 2 jule-dækkeservietter mere, så nu kan jeg dække et smukt bord med ens dækkeservietter til os alle 4 i juledagene.




Advents-overraskelsen fra Jeanette bød på disse smukke, varme, stribede, uldne, håndspundne og håndstrikkede vanter. De er så fine, og de varmer på mere end een måde. Tusind tak sødeste Jeanette - nu er mit hjerte blødt igen.

Rigtig god 2. søndag i advent.

Saturday, December 6, 2014

Fugle-fodringstid



I denne søde juletid får jeg hver dag i min mailboks en opskrift, et sjovt tip eller lignende fra Isabellas. Idag lød tippet på at lave en pind med æbler på til fuglene. Her er mit bud på sådan et foder-anlæg i flere etager. 

Pinden er en svejsetråd, som er bukket i bunden. Jeg har trukket træpinde, hvori der er boret et hul på pinden, trukket et æble på og derefter bundet en grankvist på. Grankvisten er udelukkende pynt. Og sådan har jeg fortsat deropaf og har afsluttet med at skrue en muffe i toppen, så der er noget at hænge pinden op i.

Jeg ønsker havens fugle velbekomme og alle mine læsere en skøn 6. december.

Friday, December 5, 2014

Kærlighed og adventsgarn



15 år + 1 dag har Søren og jeg nu været ægtefolk. Dagen efter den skrækkelige orkan i 99 afgav vi vort løfte til hinanden i Stenstrup kirke. På samme dag som Mor og Far har afgivet deres løfte til hinanden, og på samme dag som Mormor og Morfar afgav deres løfte til hinanden - blot med forskellige årstal bagefter;-)

Hvert eneste år har Søren foræret mig den smukkeste buket. I år ser den sådan ud. Jeg har allerede besluttet mig for, at det næste garn, jeg skal spinde, skal have disse smukke farver.




Jeg ef i fuld gang med at strikke af mit smukke adventsgarn, og jeg synes virkelig, disse pulsvarmere ser lovende ud. Imens jeg sidder og strikker og nyder, tænker jeg på Jeanette. Jeg glæder mig til at møde Jeanette en skønne dag. Indtil da sender jeg kærlige tanker.

Thursday, December 4, 2014

Advents-garn



Mit smukke adventsgarn fra Jeanette bliver ikke mindre smukt af at blive vundet op! Snart skal jeg afsted mod Vejers; men når jeg kommer hjem igen, slår jeg altså masker op til et par pulsvarmere.



Jeg har planer om Hulkrus med Jeanettes garn som bundfarve og den smukke farve 47 fra Isager som mønsterfarve. 1 tråd alpaca2 og 1 tråd alpaca1 sammen. Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig til og over at kunne strikke med så skønne garner.

Wednesday, December 3, 2014

Pæn indpakning

Der skal naturligvis være noget godt i en julegave. Jeg tænker meget på modtageren, når jeg giver en julegave, så jeg bliver aldrig tilhænger af lodtrækning om julegaver. Jeg forstår ikke konceptet i at købe gaver til en ukendt modtager - man kan nøjagtigt ligeså godt bare bytte penge, og hvor sjovt er det lige?

Når jeg giver - og især laver - en gave, ligger ser som sagt mange tanker bag. Men indpakningen er for mig mindst lige så vigtig. Det er IKKE ligemeget, om der er sat et kærligt kort ved pakken, eller om båndets farve passer til papiret. Kald mig bare fjollet; men jeg ser altså nøje på den slags, og jeg ved osse, at andre gør det samme. Det gælder f eks modtageren af denne lille gave.

Tuesday, December 2, 2014

Lemon Cookies

http://www.oetker.dk/dk-da/opskrifter/r/lemon-cookies.html

På ovenstående link finder du opskriften på nogen RET fantastiske cookies! Jeg smagte dem, da Helle havde fødselsdag og bagte dem til os i Strik i Huset inde ved Hovedbiblioteket i Esbjerg. De er ret friske i smagen p gr a citronekstrakten, så selvom det ikke er en egentlig julesmåkage, har jeg alligevel valgt at afprøve opskriften. Det er ikke sidste gang, jeg har bagt Lemon Cookies.

Julekalender-krimi

Er du mon også vild med Jens Henrik Jensens bøger om Nina Portland og Niels Oxen? Så har du lige nu chancen for at lære en ny politimand at kende. Jens Henrik Jensen har nemlig skrevet en julekalender-krimi, som foregår i Esbjerg.

Følg med på hjemmesiden www.jenshenrikjensen.dk hvor der hver dag bliver lagt en ny bid af historien op.