Juleferie fra den 21. december kl. 17 til den 28. december kl. 05 - DET er da til at tage at føle på. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget fri i forbindelse med julen. Og jeg er bare overhovedet ikke for 5 flade øre stresset i år. Julegaverne nåede jeg at blive færdig med til tiden, juletræet står klar på terrassen og venter blot på at blive pyntet i aften, og jeg har minsandten også nået at bage småkager:-)
Jeg ville ellers have bagt vaniljekranse; men gejsten var ligesom bare ikke rigtig til at finde kødhakker og diverse frem. Lige pludselig kom jeg i tanker om Ullas amerikanske havregrynskager, og så var valget nemt at træffe. Opskriften får du lige her:
225 g smør
2,5 dl lys farin (jeg har nu brugt mørk farin - det eneste, jeg nogensinde har i huset)
1,25 dl melis
2 æg
1 tsk vanilje
1 tsk kanel
3,75 dl mel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
7,25 dl havregryn (jeg har brugt grovvalsede denne gang)
2,5 dl rosiner
Pisk smør og sukker godt sammen. Tilsæt æg, 1 ad gangen og pisk godt. Dernæst røres mel, vanilje, kanel, bagepulver og salt i. Tilsidst vendes havregryn og rosiner i.
Dejen deles i 4 klumper, som hver især deles i 12 stk. Portionen giver altså 48 skønne småkager ialt.
Bages 14 min ved 200 grader i min nye ovn og afkøles let på pladen, før de flyttes til en rist.
MUMS, de er gode - jeg siger det bare:-)
Og når jeg nu alligevel var igang med at bage, kom jeg i tanker om min søsters superlækre Dajm-småkager. Det er vist ikke en julesmåkage; men det er jo fuldkommen ligegyldigt, når bare de er gode. Opskriften kommer her:
220 g blødt smør
100 g brun farin
4 spsk sukker
3 spsk koldt vand
150 g hakket dajmbar eller hele dajmkugler (jeg bruger altid kuglerne)
300 g hvedemel
2 tsk vanilje
1 tsk natron
Rør smør, sukker og farin godt sammen. Rør dajm og vand i. Bland mel med vanilje og natron og vend det i smørblandingen. Saml dejen, tag den ud på et meldrysset bord og del den i 2 dele. Hver del trilles til en pølse, som skæres i 24 dele. Tril dem til kugler, der trykkes lidt flade og sæt dem med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir - de flyder en del ud.
Bag kagerne ved 200 g i ca 8 min - de skal kun være let lysebrune.
VELBEKOMME - DE ER VIRKELIG GODE.
No comments:
Post a Comment