Thursday, April 8, 2010

Strømpegarn

Jeg fik en bestilling på et bundt af hver af alle de strømpegarns-indfarvninger, jeg havde på lager. Og da jeg heldigvis fik bestillingen i god tid, nåede jeg at farve lidt osse. Her ses alle 24 bundter på mit stuegulv;-)
Det er nu dejligt med sådan en bestilling - det giver mig nemlig anledning til at få taget billeder af alle de indfarvninger, jeg endnu ikke har fået lagt op på min hjemmeside. Så denne vil snarest blive opdateret med nye indfarvninger.

Wednesday, April 7, 2010

Forårs-travlhed

Jeg har i et oprydnings-anfald fundet på, at jeg vil have ryddet noget af al min råuld af vejen. Det er lidt af et projekt, for jeg har faktisk en hel del liggende på lager (og hvem skulle nu have troet det??). Men jeg arbejder ihærdigt på sagen i øjeblikket - faktisk har jeg en hel papkassefuld af den lækreste, flickede leicester-lammeuld klar til spinding. Ulden har de smukkeste farver, både brun, grå, helt lys og alt muligt andet indimellem. Jeg har spundet af denne flickede uld på Midtgård her i aften, og det er HELT fantastisk!!!!! Det bliver rigtigt godt, det her projekt kan jeg mærke.
Ha - og prøv så lige at sætte et stort, fedt kryds i kalenderen!! Jeg har nemlig spundet hvidt garn. Hvidt som i HELT ensfarvet hvidt og 2-trådet som i ganske almindeligt garn. Det er igen en leicester-lammeuld, den er spundet med langt udtræk, så det var virkelig noget, der kunne blive til noget i en fart. Hele molevitten er møjsommeligt flicket og kartet, og de sidste 2 bundter hænger nu til tørre i kælderen. Jeg har ikke 100% styr på, hvor meget der er; men jeg tipper på en 500-600 gram i hvert fald. Har netop tjekket op på det hvide garn, og der er faktisk 700 gram;-))))))))))))))))))

Og endnu et projekt er startet op i ren kådhed!! Jeg har længe tænkt på, jeg ville have gang i noget dobbeltstrik - det blev så igår!! Vibeke har flyttet sin forretning Garnhjørnet ind i Kirkegade - det skulle da lige markeres med et lille besøg, og hjemad drog jeg med 4 nøgler alpaca - selvfølgelig en gulgrøn samt en støvet grå-grøn. Det skal nok blive et fint tørklæde - det er faktisk ret sjovt at strikke dobbeltstrik. Mønsteret er fra Anette Danielsens bog om årstiderne og det er "vinter-mønsteret" jeg laver. Det skal nok blive fint engang;-))



Friday, March 19, 2010

En weekend i det nordjyske

Dette bliver et af de sjældne indlæg uden billeder. Jeg sidder på et værelse på Børglum Gl. Mejeri og glæder mig til weekendens spindekursus i selskab med søde nordjyder. Een af dem har endda været så venlig at invitere mig på aftensmad imorgen - og den slags siger jeg ikke nej tak til. Det bliver så dejligt at se/gense en hel flok spindegale kvinder, og snakken skal nok komme til at gå lystigt. Men det er jo det gode ved det - man kan NEMT lade rokken snurre og lave dejligt garn samtidig med man får rørt stemmebåndet. Og bilen er fuld af fibre, kartemaskiner og alskens garn-prøver, så det skal nok blive godt.

Wednesday, March 10, 2010

Leg ved rokken

Jeg er i fuld gang med forberedelserne til et spindekursus, og een af de sjove ting, vi skal beskæftige os med, er effektgarner. Her har jeg spundet det første - "coils" efter Jacey Boggs´s anvisninger - både i SpinOff og på hendes DVD. Det er HERRESJOVT at spinde, og mit garn er ganske vist NOGET overspundet; men dog ikke mere end at det så absolut er brugbart. Hold op, hvor er det bare sjovt det her - jeg må vist bare se at komme videre med det næste sjove garn.

Wednesday, March 3, 2010

Fødselsdags-klar

Jeg er klar med både flag, gaver og kage. Nu mangler jeg bare.........fødselaren;-)

Tuesday, March 2, 2010

En sød kunde

Jeg havde farvet et bundt strømpegarn for en kunde, og da hun kom efter sit garn, havde hun denne dejlige buket med til mig. Forsythia med de fineste små grønne blad-spidser og påskeliljer, der arbejder KRAFTIGT på at komme til at springe ud. Jamen, ER jeg ikke bare for heldig?

Sunday, February 21, 2010

Projekt fra Spindeforeningen

I Spindeforeningen har vi her i februar måned haft en SAL/KAL på programmet. Og det er dette tørklæde, det har drejet sig om. Jeg er netop blevet færdig med min udgave nr. 2 af tørklædet, jeg har nemlig strikket eet mere for nogen år siden og har været vældig begejstret for det. Og da det var mig, der stod for workshoppen, var det nærliggende at vælge et projekt, som jeg vidste lidt om i forvejen;-)
Mit tørklæde vejer 137 gram og er strikket på mine elskede KnitPicks nr. 3½. Og lige netop til dette projekt er det en fordel både at eje træ- og nikkelpinde, for så kan man nemt følge med i, om det er rundpind 1 eller 2 man har gang i!
Garnet er (naturligvis) håndspundet, 2-trådet, spundet af 1 tråd lysebrun BFL og 1 tråd håndindfarvet BFL. Det er min indfarvning nr. 19, jeg har valgt at bruge. Jeg ville nemlig gerne have et tørklæde i forholdsvis afdæmpede og rolige farver, og det er lige netop, hvad det er blevet. Jeg er superglad og godt tilfreds med det og kan nu kaste mig over projektet til Operation Påskeglad. Desuden skal jeg igang med at forberede det spindekursus, jeg skal undervise på i Brønderslev i marts måned.