Monday, October 4, 2010

En dejlig spindedag på Midtgård

I lørdags løb årets spindedag i Esbjerg af stabelen, og det var NØJAGTIGT ligeså fornøjeligt og hyggeligt, som det plejer at være! Jeg er kasserer på opgaven, sender også invitationer ud til folks mailbokse osv. Og som tak for hjælpen med arrangementet fik jeg denne smukke sammenplantning af mine 2 "med-sammensvorne" Poula og Valborg. ER jeg ikke bare heldig at kende sådan nogen søde kvinder? Nu står denne smukke potte og pynter på min fortrappe, og jeg ser den både når jeg kommer ud af døren, og når jeg går forbi, for vi har jo fået ny fordør og har dermed også et langt, smalt vindue lige ved siden af døren. Så jeg tænker på Poula og Valborg HVER gang jeg går igennem min gang;-)
En stor tak skal der iøvrigt lyde til både Else og Kaj Thaysen, der gjorde rejsen til Midtgård og medbragte en angorakanin, der blev befriet for sin varme overfrakke samt til alle øvrige deltagere i årets spindedag. Tak for en superdejlig dag med MASSER af snak, grin, knus og kram og en lillebitte smule spinding;-)))


Af Helle (en af mine med-spindere fra Midtgård) fik jeg en sæk mohairfibre foræret. Helle og Carl har nemlig selv mohairgeder (blandt meget andet), og da jeg på et tidspunkt ytrede, at jeg gerne ville købe nogen fibre af Helle, sagde hun STRAKS, at hun gerne ville forære mig nogen.
Da jeg havde sat en strømpegarns-farvning igang, sorterede jeg mohairfibrene groft, puttede dem i kartoffelnet (ca 500 g fibre i hvert net) og lagde dem i blød i noget VARMT sæbevand. Imens de lå der og skidtet kunne blive opløst, smuttede jeg lige i haven og fik plukket de modne hindbær. Fryseren rummer efterhånden nogen kilo - herligt!! Derefter skyllede jeg fibrene og centrifugerede dem så - som det ses på ovenstående billede, var det ikke HELT forgæves at ofre lidt opvaskemiddel og varmt vand!!

Og her ligger der så ca 2 kg mohair til tørre - og prøv så liiiiige at spørge, om jeg glæder mig, til det bliver tørt, og jeg kan komme igang med at karte. Uhhhhhh, det er spændende!
Og som om jeg ikke får spænding nok, så har Birthe netop skrevet til mig, at der er en skøn forsendelse på vej. Ahhhhhhhhhhhhh, som den slags dog gør godt! (Og ja, jeg skal nok vise jer, hvad forsendelsen indeholder)


Wednesday, September 15, 2010

Rokken snurrer

Jeg er i øjeblikket i fuld gang med forberedelserne til årets messe Kreative Dage i Fredericia, som løber af stabelen den 29. - 31. oktober. Jeg har som altid rygende travlt, for jeg arbejder åbenbart bedst under pres og kan ALDRIG blive snøvlet sammen til noget som helst, før det næsten er for sent!!!!!
Den elektriske rok kører for fulde omdrejninger, jeg er igang med at spinde 1-trådet garn. Spolen herover viser det ene garn..............

.......og her ses fibrene, som lige skal en tur gennem kartemaskinen, før jeg spinder den anden tråd.
Jeg vil ikke røbe mere om mine planer hér, for skulle projektet nu gå hen og blive vellykket, skulle det jo gerne være noget af det, nogen af jer måske gider køre til Fredericia for at besigtige lidt nærmere. Og bliver det ikke til noget, finder jeg da bare på noget andet. Der er jo stadigvæk tid at løbe på, host-host!!!!!

Og forresten, jeg vil være at finde på stand nr D-3304, og alle skal være så hjerteligt velkomne til at komme forbi og hilse på;-)


Tuesday, September 7, 2010

Dejlig forsendelse

Når man sådan tager rundt i landet til diverse arrangementer, afføder det mange spændende bekendtskaber. Catherine Collart er eet af disse - jeg mødte Cath til Uldfestival i Saltum - jeg var så heldig at have en stand ved siden af hende og alle hendes smukke keramik-ting. Og siden har vi hvert år haft en plads ved siden af hinanden, så vi kan hjælpes lidt ad med at passe hinandens stande, løbe efter mad og vafler (som var et FAST tilbagevendende punkt de første år) osv. Jeg har købt MASSER af smukke ting hos Cath, og i år lavede vi så en lille handel. Jeg skulle strikke en trøje til Caths knægt, Christoffer, og hun ville så til gengæld lave et kagefad til mig.


For ikke ret længe siden fik jeg monteret Christoffers trøje og sendt den mod Saltum, og idag modtog jeg så Caths første-udgave af et kombineret kagefad/skål. Fedt ikk????????

Thursday, August 26, 2010

Der pakkes og gøres klar...............

.....................til en skøn spindeweekend i selskab med dejlige medlemmer af Spindeforeningen. Det hele er arrangeret af 3 gæve sønderjyder og skal foregå på Kjærs Gård i Højer. Og til sådan en weekend går det jo ikke at mangle hverken materialer eller udstyr, så det gælder om at holde hovedet koldt og få proppet bilen godt;-)))
Jeg glæder mig til vi ses allesammen!!!

Tuesday, August 3, 2010

Forøgelse af maskinparken

Minsandten om ikke jeg er blevet ejer af en rammevæv!!! Een af mors gamle seminarie-kammerater har en bekendt, der havde denne fine, næsten ubrugte rammevæv stående og ALDRIG ville komme til at bruge den. Han ville forære den væk, prisen: et slips lavet af noget medfølgende garn. Tjoooooooooo, det skulle da nok kunne lade sig gøre. Der er ingen tidsfrist at blive stresset over, så det kan da ikke blive meget bedre for mig at se.
Far er altid frisk til både at hente væven, levere den hos mig samt samle den, så det fik han lov til, imens Søren og mor tog et lille hvil og jeg puslede rundt og dækkede kaffebordet.


I fredags var vi inviteret til reception i Arbejdernes Landsbank. Vores bankrådgiver Jan Dorner havde 25 års jubilæum og en kollega til ham 40 års jubilæum. Og hvad giver man så sådan et par bankfolk? Vi var enige om, at de IKKE skulle have rødvin, for det ville de garanteret være ved at drukne i bagefter! Og så fik jeg den geniale ide, at jeg da ligeså godt kunne gøre lidt god reklame for mit firma. Så det blev til et par sokker i mit eget, håndindfarvede garn til hver af de 2.

Wednesday, July 28, 2010

Et livstegn

Ja, jeg ved det godt................. Der har været MEGET stille her på bloggen i næsten 1 måned nu; men det er altså IKKE, fordi jeg ligger på den lade side. Slet ikke, faktisk - jeg synes bare ikke, dét jeg har lavet har været så frygteligt interessant at vise frem. Sagen er den, at Søren har lagt gulvbrædder på hele det midterste stykke af vores ellers helt ubenyttede loftsrum. Og derefter har jeg så sorteret i alle mine garner, fibre, stoffer og lignende og båret hele molevitten på loftet. Puttet i plastik-kasser og skal så snart til at have skrevet små mærkesedler til alle disse kasser, så jeg nemt og hurtigt kan finde alle mine ting! Det har været rigtigt dejligt at gå hele lageret igennem, jeg fik da nogen enkelte overraskelser; men generelt synes jeg faktisk, jeg er rimelig god til at huske på alle de ting og sager, jeg har liggende. Og for det meste kan jeg også finde tingene, når jeg skal bruge dem. Men på eet eller andet tidspunkt, når jeg engang er færdig (!!), skulle det gerne blive endnu lettere at finde det hele.
Samtidig bliver der så også ryddet op både i mit værksted, mit lagerrum i kælderen samt i vaskekælderen. Det er SÅ dejligt at få styr på det hele.

Men nu er jeg så kommet så langt, så jeg også har fået tid og overskud til at påbegynde en ny omgang farvning. Sådan ser tørrestativerne på terrassen ud lige nu - det er altsammen 100% BFL, der har været en tur i farvegryden.


Og lige et nærbillede af een af indfarvningerne, som jeg selv er ret vild med.

Og minsandten om ikke der også er kommet gang i rokken igen. Jeg vil nu have spundet mine fibre fra bytterunden i Spindeforeningen. Det er Inger Marie, der har leveret denne blanding af finsk finuld og alpaca, der er farvet med Kool Aid. Jeg spinder 1 tråd af disse fibre og vil så tvinde den med en tråd angora fra mine 2 uldtotter. Og det er (naturligvis) min Bee, der får lov til at sno og vinde fibrene op.


Tuesday, June 29, 2010

Der dufter SKØNT....

..........i hele huset lige nu, for jeg har hyldeblomstdrik samt en orangeade stående til afkøling i køkkenet. Hyldeblomsterne har jeg plukket nede bagest i haven - det er praktisk at have dem så tæt på, og eftersom jeg ikke er specielt interesseret i at udvide antallet af hyldebuske, er det helt perfekt at bruge blomster-skærmene til saft. Opskrifterne er fra Tørsleffs den grønne syltebog;-)
Vi skal lørdag et smut til Fyn for at hente prima, fynsk øko-hø til kaninerne, og jeg tænkte, at et par flasker saft kunne gøre det ud for betaling, da høet efter sigende er ganske gratis.

Og her ses studenternelliker i fuldt flor - de er simpelthen pragtfulde. Og hvad er nu det, er der måske nogen, der vil sidde og tænke, der findes da ikke gule studenternelliker. Nej, det gør der ikke - det er et par farveplanter, der har sneget sig ind mellem alle de røde, hvide, pink og lyserøde nuancer.