Monday, February 23, 2009

Strømper og strømpegarn

Allerførst lige et billede af modtageren af min første (og absolut ikke sidste) Möbius!! Anne er jo heldigvis så lille og vims, så hun kan med største lethed få sin Möbius ned over skuldrene. Hun blev glad for den, og så er jeg jo også glad;-))

Og så har jeg minsandten strikket et par sokker. Ja, ikke fordi det i sig selv er noget at skrive hjem om - jeg strikker ind imellem rigtig mange sokker - men disse er alligevel noget specielt. De er nemlig strikket i hånden, og DET er altså noget af en sjældenhed. Nu har jeg ganske vist præsteret hele 2 håndstrikkede par indenfor en måneds tid; men der kommer så muligvis også til at gå temmelig lang tid, før jeg når til næste par. Men skidt med det, så længe de er sjove at strikke, er det jo ikke så skidt endda. Og det har dette par altså været.

Her er lige et nærbillede, så I kan se alle de smukke farver, garnet indeholder. Jeg kan ikke huske navnet på garnet - men det er i hvert fald noget håndfarvet, måske fra Peru eller et sted i nærheden. Jeg kunne ikke stå for garnet, som jeg købte på Tante Grøn´s stand ved håndarbejdsmessen i Fredericia. Mønsteret er "Spring forward socks" fra Knitty, jeg har brugt KnitPicks strømpepinde nr. 2,75, og jeg har fulgt opskriften slavisk. Iøvrigt er det en kæmpestor fornøjelse at strikke strømper på korte strømpepinde!!

Tilsidst et billede af et bundt strømpegarn. Jeg har farvet fibrene, som er en blanding af BFL og mohair og har lavet garnet 3-trådet (navajotvundet). Løbelængden er ca. 27oo m/kg. Det er ikke nemt at se på billedet her; men garnet begynder med 1 farve og slutter med en anden. Jeg har faktisk tænkt mig, at metoden skal gengives i det materiale om farvning, jeg skal have lavet til Spindeforeningens medlemmer i marts måned.

5 comments:

Birthe P said...

Wau, dit strømpegarn er smukt! Navaho-tvinding er jo bare en genial opfindelse når det handler om af styre farveforløbet - glæder mig til at læse dit materiale :-)
Og så ses vi jo på lørdag, det glæder jeg mig rigtig rigtig meget til!!

Unknown said...

Tak Birthe;-)))) Ja, navajotvinding er Guds gave til håndspinderen - god til at styre farveforløb og god til strømpegarn! Jeg glæder mig simpelthen også bare FOR meget til på lørdag - ih, hvor skal vi bare hygge os og snakke og alt muligt. Jeg tager altså "kun" en håndten med - jeg VED på forhånd, jeg ikke når at sætte mig ved en rok;-))

Knus Karin

Made By Dorthe said...

Hold da helt op, kunne du huske hvordan du skulle holde styr på strømpepindene ;-) ;-) ;-)
Det strømpegarn ser helt vild lækkert ud, du er bare så dygtig til det der med farver.
God fornøjelse til Spindemødet i weekenden.
Knus fra
Dorthe

Unknown said...

Ja, Dorthe - det kunne jeg faktisk godt;-)) Men det går altså bedst, når jeg har en præcis opskrift at følge. Mor har altid bare strikket sokker efter hukommelsen - måske er det derfor, jeg aldrig HELT har fattet fremgangsmåden - før nu altså!
Og jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg INTET har med strømpegarnet og de smukke farver at gøre - udover at have købt garnet altså. Men farverne er meget, meget smukke.

Unknown said...

Nåhhhhhh, det var måske ikke garnet, jeg har brugt til de færdigstrikkede, du tænkte på??? For det ANDET garn - det står jeg helt og aldeles selv for. Nu mangler jeg bare at spinde garnet til den anden sok - ellers kommer jeg til at hoppe på 1 ben, og det bliver nok lidt anstrengende i længden;-))))