Tuesday, March 3, 2009

Pulsvarmere

En fødselsdag er ved at nærme sig med hastige skridt, og jeg kom lige i tanker om, at det nok ville være et hit med et par pulsvarmere. Så jeg har strikket sådan et par.
Garnet er fundet på lageret, en rest af garnet fra den kjole, jeg strikkede til Evelyn for godt 3 år siden. Det er grå alpaca-fibre, der er farvet og siden spundet til et 2-trådet garn. Mønsteret er krop-umuligt at se på billederne her; men det er et ganske enkelt ret-vrang-mønster. Pulsvarmerne er strikket fra side til side, lukket af pånær den sidste maske, og derefter har jeg samlet masker op langs knudekanten og strikket den lille flæse. Nemt og hurtigt, og så giver det kun 2 ender!!
Ellers sker der ikke ret meget her på matriklen i disse dage - faktisk næsten ingenting, for jeg døjer med en halsbetændelse, som jeg synes er temmelig hårdnakket denne gang. Normalt synes jeg ellers, jeg bliver frisk så snart jeg er kommet igang med penicillin-kuren; men ikke denne gang! Jeg har stadig MEGET ondt i halsen, øv,øv,øv. Men feberen har fortaget sig, og det er både Søren og jeg glade for, for så får vi da i det mindste vores nattesøvn;-))


2 comments:

Silkemor said...

Nu må du altså lytte til din krop, og tage den med ro, kære Karin. Så indtag du bare sofaen og slap af og lad dig forkæle af Søren. Du skulle jo gerne være frisk til rokke(r)træf på søndag:-)
Knus og god bedring

Unknown said...

Ja mor;-))))))))) Nej, helt ærligt Kirsten, så skal jeg nok lige prøve at tage mig sammen. Jeg LAVER rent faktisk stort set intet udover at trisse rundt, drikke en kop the og have ret så ondt af mig selv! Nu tror jeg, jeg vil prøve med en Knorr-koppen og derefter kravle under dynen.
Og vi ses helt sikkert på søndag - så dårlig er jeg altså heller ikke!