Friday, November 28, 2014

Overraskelse

Igår aftes sad Søren og jeg som vanligt i stuen, jeg havde gang i et hækleprojekt, som haster en lille bitte smule, og Søren styrede fjernbetjeningen usvigeligt sikkert. Pludselig bankede det på døren!!

Min første reaktion er altid: "Øhhhh, jeg har da ikke bestilt noget, har jeg?", og Sørens reaktion var noget lignende. Men han rejste sig og åbnede døren, og det var ganske rigtigt postbudet. Med en pakke til mig.........

Jeg vred min hjerne men kunne altså ikke komme i tanker om, hvad i alverden det kunne være! Så måtte jeg jo nærstudere pakken for at se, hvem afsenderen kunne være.

Da jeg læste navnet, bredte der sig et stort smil på mit ansigt. Jeg vendte mig om mod Søren og udbrød: "Det er fra Jeanette!!!!!" Det blev Søren ikke meget klogere af, så jeg måtte forklare ham, at det er Jeanette, som engang havde sendt mig nogen øreringe. "Nåååååå hende - det var de der fiiine øreringe" sagde han, og ja - det VAR de der fine øreringe. De øreringe, som Jeanette havde fremstillet til et julemarked sidste år, og som hun havde lagt et billede op af på Instagram under kaldenavnet @engleriet Jeg havde kommenteret på hendes fine arbejde, og pludselig kom der nogen dage efter en lille kuvert med 2 par øreringe og det kærligste lille kort "sådan bare lige fordi!!" 

Vi har efterfølgende et par gange sendt små kærlige opmærksomheder til hinanden; men denne pakke, som den søde Jeanette nu har sendt, og som indeholder gaver til de 4 adventssøndage overgår alt! Der fulgte (naturligvis) også et kort med - det sødeste kort, som jeg blev SÅ glad for, og som jeg allerede har læst mange mange gange. 

Jeanette har selv lavet gaverne til mig, og jeg ved, hun har sendt mig mange kærlige tanker undervejs. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg glæder mig til at åbne dem? Og at jeg glæder mig over alle de pragtfulde mennesker, der er i mit liv?

Jeanette og jeg har aldrig mødt hinanden i det virkelige liv - endnu..............


No comments: