............det har været øsende, pøsende regnvejr hele dagen - et helt igennem perfekt vejr, når man skal til spindetræf i Rinkenæs og kan se frem til at tilbringe en hel dag i selskab med en masse inspirerende kvinder og deres spinderokke. Der blev snakket fibre og garn, farver og tykkelser, og jeg tror vi alle kunne drage hjem derfra med hovedet fyldt op af gode ideer til kommende projekter. Tak til alle I, der havde valgt at lægge vejen forbi Rinkenæs, det var dejligt at se jer igen;-)
Blogger nægter konsekvent at uploade mine iøvrigt ikke specielt skarpe billeder fra dagen, så dem må I vente med til imorgen.
Og apropos imorgen, så går jeg fra en uge med kun 1 arbejdsdag i Bilka og resten af tiden brugt på farvning og klargøring af fibre til dagens spindetræf til en lidt anderledes opgave i næste uge. Jeg skal nemlig have ordnet vores soveværelse, have dampet det gamle tapet af, spartlet væggene, tapetseret (det bliver sandsynligvis hr. Jensens opgave) samt have malet vægge og vindues-rammer. Sengen ER slæbt ind i stuen, som nu ligner et bombekrater, eller i hvert noget der læner sig kraftigt op ad et sådant! Men projektet er både nemt og overkommeligt, så jeg skal ikke klage. Især ikke, når der er andre, der passer konditoriet i Bilka imens.
1 comment:
Hold op hvor er du aktiv Karin, er slet ikke i tvivl om, at soveværelset bliver rigtig flot.
Det lyder til at I har det super hyggeligt sammen i spinneforeningen - DEJLIGT :-)
God arbejdslyst!
Post a Comment